sigtes til Evangeliebogen, paa hvilken de retslige Eder skulde aflægges (jfr. bókareiðr), og i ethvert Fald tilhører Bestemmelsen, som allerede ovenfor bemærket, først Erkebiskop Eysteins Tid og kan saaledes for det 11te Aarh. intet bevise. Med større Ret kunde man beraabe sig paa den Forskrift, at alle Præster, eller idetmindste et vist Antal af dem, skulde indfinde sig paa Lagthinget, hvorved de naturligvis bragtes i Berørelse med den her udøvede Lovgivning og Retspleie; men en saadan Forening af kirkelig og verdslig Virksomhed forekom trods alle den kanoniske Rets Forbud ligesaa godt paa Fastlandet som i Norge eller England (jfr. Hinschius I S. 137–39) og tør følgelig ikke særlig tilskrives engelsk Indflydelse.
Under omtalen af Præsternes Indkomster gjør Forf. (S. 277) Adam af Bremen Uret, naar han i dennes Opfatning af Gebyrers Erlæggelse for geistlige Embedsforretninger og navnlig for Sakramenternes Forvaltning, hvilket af Adam betragtes som Simoni, vil se et for vor gamle Magister eiendommeligt Træk Ifølge Adams egen Angivelse (1II Kap. 70) deltes denne hans Opfatning af hans Metropolitan, og i Virkeligheden var den et Udtryk for den ældre kanoniske Rets utvetydige Forskrifter (jfr. causa 1, qu. I, navnlig c. 1 samt 99–106; saavelsom X, de simonia, V 3, navnlig c. 8–10, 16–24, 29 og 36), hvilke legaliter forblev gyldige, indtil en Beslutning af det 4de lateranske Koncilium anerkjendte Beføielsen til at kræve Stolgebyrer, hvor de fra gammel Tid vare i Brug (c. 42, X anf. St.). At Adam derimod betegner dels Geistlighedens Havesyge, dels Mangelen af Tiende- pligt som Grund til, at der i Norden forlangtes Stolgebyrer, vidner kun om, at han meget vel indsaa den Modsigelse, hvori Kirkens ideale Fordring maatte staa til Livets materielle Krav, saalænge der ikke var sørget for
