maatte man slutte, at disse Lendermænd i Sagaen ere opregnede efter deres indbyrdes Anciennetet, og en Undersøgelse vil fuldstændig bekræfte dette: Gaut Jonssøn (af Mel) og Lodin Gunnessøn vare Lendermænd allerede 1217, Peter Paalssøn (af Giske) allerede 1221, Gunnar Kongsfrænde i 1239; de fem sidste (af hvilke No. 6 var Søn af No. 1) ere blevne det i 1240 eller senere[1].
Ved Kroningen sees imidlertid fire af Lendermændene at være blevne udmærkede fremfor ældre Colleger, idet de indbære den første Ret ved Gjestebudet. Disse fire vare: 1) Munaan Biskopssøn (No. 5 af de.9), 2) Brynjolv Jonssøn (No. 7), 3) Gunnar Kongsfrænde (No. 4) og 4) Sigurd Biskopssøn (No. 9). De ere blevne foretrukne ikke alene for ældre Colleger, men ogsaa for meget høibaarne Mænd blandt disse, saaledes for Peter Paalssøn, der dog tilhørte Arnmødlingernes berømte Æt paa Giske. Grunden til en saadan Udmærkelse, paa hvilken der ganske vist baade er sat Pris og givet Agt, kan neppe have været nogen anden, end den, at disse fire, hvilket den forøvrigt, som man maa tro, oprindelig lavættede[2] Gunnar Kongsfrændes Tilnavn for hans Vedkommende synes at antyde, ved Slægtskab eller Giftermaal, der nu ei nærmere kjendes, maa have staaet Kongehuset nærmere end de øvrige.
Men ogsaa fremfor de tre andre Lendermænd udmærkes Munaan Biskopssøn yderligere paa flere Maader. Han nævnes ei alene som den første blandt de fire, men han
