gaar under Processionen i Kirken ved Siden af Kongens uægte Søn Sigurd, idet disse to bære Sceptrene, hvorefter den unge Kong Haakon og Knut Jarl bære Regalierne, Kronen og Sværdet. Og ved Maaltidet er han en af de fire Mundskjænke, der fylder det første Bæger for Kongen, Cardinalen, Dronningen og Erkebiskoppen. Mellem disse Mundskjænke er Munaan vistnok kun den fjerde, men de tre første ere vel at mærke ikke ringere Mænd end de nys nævnte Medlemmer af Kongefamilien: den unge Kong Haakon, Knut Jarl og Sigurd Kongssøn. Med andre Ord: Munaan nyder ved Kroningsfesten Udmærkelser som ingen anden Person udenfor de ligefrem fyrstelige.
Hvad der forøvrigt vides om Munaan, er ganske lidet, og udenfor Sagaen selv forekommer han ikke i noget Kildeskrift. Han nævnes første Gang i 1236 som Sysselmand paa Oplandene. Derefter see vi ham som Kongens tro Tilhænger under Hertug Skules Oprør. Han paagriber paa Hamar den urolige og rænkefulde Abbed Bjørn fra Nidarholm, sender Knut Jarl og Arnbjørn Jonssøn den første Tidende om Skules Tog mod det Søndenfjeldske og Oslo og forener sig siden i Nærheden af Tønsberg med Kongen, da denne seiler fra Bergen til Oslo, og har saa rimeligviis deltaget i det sidste afgjørende Hovedslag ved den sidstnævnte By. I 1247 møde vi ham saa ved Kroningen som Lendermand, men derpaa forsvinder han af Historien og kan derfor vel ikke antages at have levet mange Aar efter denne Høitidelighed.
Som „Biskopssøn“ maa han være uægte født, medmindre, hvad der jo er lidet rimeligt, hans Fader skulde have været gift før Indtrædelsen i geistlig Stand. Hvilken Biskops Søn han har været, siges intetsteds. Munchs
