at der ved Gjestebudet herskede Adskillelse mellem Kjønnene, idet den kongelige Brudgom beværtede alle Mænd i Julehallen, medens den nye Dronning og alle Kvinderne spiste i Sommerhallen, ligesom ogsaa alle Klostermænd i en Stue for sig selv. Nu, ved Kroningsveitslen i 1247, sade Damerne tilbords i samme Hal som Mændene; ogsaa Klosterfolket, baade Abbeder og Abbedisser fik sin Plads der. De Damer, som særskilt nævnes, ere alle fyrstelige: ved Kongens venstre Side sad Dronning Margrete, saa hendes Moder Hertuginde Ragnhild, saa Kongeparrets ægte Datter, Jomfru Christine, dernæst Kongens uægte Datter, Fru Cecilia, dengang Enke efter Hr. Gregorius Andressøn, endelig Fru Rangrid, Hertug Skules yngste Datter[1]. Derefter kom Abbedisserne og saa „andre Koner“. Om denne Fru Rangrid vides, trods hendes fornemme Fødsel og hendes høie Stilling som Kongens Svigerinde, egentlig saare Lidet eller næsten Intet. Vi erfare, at hun, da Skule gjorde Oprør, af ham tilligemed sin Moder midlertidig anbragtes i Helgeseter Kloster, som et sikkert Sted, og her har hun sandsynligviis oplevet Faderens ulykkelige Bortgang og Klostrets Brand. Hun kaldes allerede ved den Tid „Frue“, men dette er rimeligviis en Anachronisme af Sagaens Forfatter; thi dersom Skule havde havt en Svigersøn foruden Kongen, vilde en saadan neppe være bleven uomtalt i disse Aars stormfulde og meget udførlig fortalte Be-
- ↑ At hun var dette, siges ikke ligefrem i Kong Haakons Saga, skjønt man allerede af denne kan slutte det; Keyser (D. n. Kirkes Hist. I. S. 369) antager endog Dronningen for den eneste af Skules Døtre, der overlevede ham. Men det udtales udtrykkelig i Fagrskinna (S. 147): „Börn Skúla hertoga var Margreta dróttning, er Hákon konungr á, Ingiríð, Rangrí“. Ingirid havde som bekjendt været gift med Knut Jarl.
