givenheder. I 1247 finde vi, som sagt, Fru Rangrid igjen ved Kroningen, men siden forekommer heller ikke hendes Navn tiere i Historien. P. A. Munch[1] har formodet, at hun i 1247 var Abbedisse i det af Faderen stiftede Kloster paa Rein, en Stilling, som hendes Faster Sigrid vides virkelig at have indtaget. Denne Formodning har imidlertid ingen anden Støtte end den anførte Oplysning i Sagaen, at umiddelbart efter Fru Rangrid havde Abbedisserne sin Plads ved Bordet. Men den høie Plads vilde disse have faaet, hvadenten Fru Rangrid havde været tilstede eller ikke; thi det var kun den, der tilkom dem efter deres Rang, ligesom man ogsaa vil finde, at Abbederne havde en meget høi Plads. Og omvendt behøvede Fru Rangrid ikke at være Abbedisse for at sidde, hvor hun sad; thi hendes Plads fulgte af hendes Stilling som Hertugdatter og Dronningens Søster. Denne Munchs Gjetning kan derfor sættes ud af Betragtning. Havde hun været Abbedisse, vilde Sagaen ikke have udtrykt sig, som den gjør: þá frú Rangríðr, þá abbadísar osv., men þá aðrar abbadísar[2].
Paa et senere Punct i sin Historie[3] er imidlertid Munch bleven opmærksom paa, at der om en i Kong Erik Magnussøns Tid forekommende Stallar ved Navn Olaf (paa „Stein“), om hvem der i islandske Kilder
- ↑ N. F. Hist. IV, 1. S. 30.
- ↑ Underlig nok vil man, (hvad Munch selv neppe har skjænket nogen Opmærksomhed), finde, at ogsaa Torfæus (Hist. rer. Norv. IV. p. 249) har faldet paa en lignende Tanke, idet han siger: „Rangeidis, postea abbatissa“; men det er kun en Incurie, da han ikke nævner Abbedisserne som tilstedeværende og altsaa har læst Ordene i det foreliggende Haandskrift saa flygtigt, at der for ham fremkom en Apposition.
- ↑ IV, 2. S. 1221.
