Herfor synes ogsaa i og for sig selv meget at tale.
Fru Rangrids intetsteds nævnte Mand maa have været
en Person paa et høit Trin i Samfundet, og et saadant
indtog Munaan unegtelig i 1247. Og omvendt synes
hans paafaldende Plads ved Kroningen, som allerede
ovenfor bemærket, lettest at kunne forklares ved et saa
fornemt Giftermaal. Men der er her endnu flere Sandsynlighedsgrunde
tilstede. Af disse vil jeg strax nævne,
at der i 1319 ved det store Møde i Oslo og ved flere
Leiligheder omkring den Tid forekommer en Hr. Munaan
Baardssøn[1], paa hvem det efter Tidsregningen
passer, naar jeg, hvad der er høist rimeligt, antager ham
for en Sønnesøn af Munaan Biskopssøn. Nu vilde Baard
være et meget naturligt Navn for en Søn af Fru Rangrid,
som vel ikke let vilde have opkaldt sin Fader Skule, til
hvis Navn kun triste Minder knyttede sig, men for hvem
det laa desto nærmere at opkalde sin Farfader Baard
Guttormssøn paa Rein.
Og nu videre. Hvilken Biskop ligger det saa tilsidst nærmest at antage som „Munaan Biskopssøns“ Fader? I mine Tanker giver „Hr. Nicolas Munaanssøn“ et Fingerpeg i denne Retning ved sit Døbenavn, ligesom „Hr. Nicolas paa Huseby“ har givet det ved sit Vaaben. Jeg tænker da paa – „Baglerbispen“ Nicolas i Oslo
- ↑ Munaan Baardssøn nævnes foruden ved Mødet i Oslo ogsaa i 1317 (Dipl. Norv. II. S. 109), i 1321 (ibid. III. S. 122) og 1327 (ibid. I. S. 122). I 1330 har „Hr. Munaan“ en Ombudsmand paa Ringerike (ibid. XI. S. 23). Om imidlertid Udgiverne have Ret, naar de uden videre betegner ham som hørende til Familien Stumpe, tør være tvivlsomt, skjønt rigtignok Navnet Munaan senere forekommer i denne Æt, der ligesom Bolternes sandsynligviis har været beslægtet med Munaan Biskopssøn eller ligefrem stammer fra ham.
