som Munaans Fader. For det første, fordi Nicolas var den mest høiættede af alle norske Biskopper og ikke alene var af gammel Lendermandsfamilie, men hvad mere var, en af svensk Kongeblod udsprungen norsk Dronnings Søn og Kong Inges Halvbroder og endelig Morbroder af Baglerkongen Philip, der var gift med Sverres Datter[1]. Og ganske særlig Vegt lægger jeg tillige paa, at en nær Frænde netop af den samme Biskop Nicolas, Hr. Gregorius Andressøn, blev anseet værdig til at ægte Kong Haakons Datter Cecilia. Antages nu Munaan for Biskop Nicolas’s Søn, bliver hans Ægteskab med Fru Rangrid aabenbart endnu sandsynligere; thi for Kongehuset vilde det have været naturligt at søge sine Svogerskaber i en saadan snevrere Kreds af Landets Aristokrati. Munaans og Rangrids Forbindelse har da været den tredie mellem Stovreims-Ætten og Kongefamilien. Og det sjeldne Navn Munaan har ikke været Nicolas fremmed; thi Biskoppen stod netop i nært Forhold til en anden fornem Familie, hvori hint Navn forekommer, nemlig Ænes-Ætten fra Hardanger. Til denne hørte Munaan Gautssøn, Magnus Erlingssøns tro Kampfælle, der sidste Gang nævnes i den afgjørende Kamp 1184, i hvilken han tog en fremtrædende Deel. Denne Munaan Gautssøns Brodersøn, den noksom bekjendte Lendermand Arnbjørn Jonssøn, først Baglerhøvding, men siden Kong Haakons tro Tilhænger, havde været Biskop Nicolas’s Fostersøn. At vor Munaan har været opkaldt efter Biskoppens gamle Partifælle Munaan Gautssøn, er derfor ikke usandsynligt.
- ↑ Det fortjener at bemærkes, at Kong Haakons Saga (Flatøbogen III. S. 83) ved at omtale Nicolas’s Død særlig fremhæver hans fornemme Slægtskab i Sverige, Danmark og Norge og dertil kalder ham „inn mesti ágætismaðr“.
