senere nævnes ogsaa Døtrene Maria og Ingegerd, og Meningen er aabenbart, at ogsaa disse er Thoras Børn[1]. Thora nævnes flere Gange i den fremadskridende Fortælling som Haralds Dronning, og hun følger ham endog paa Søtog; saaledes var hun med paa Krigstoget til Danmark 1062, hvilket ogsaa nævnes i den bekjendte Samtale mellem Kongen og Finn Arnessøn efter Nisaaslaget, da Finn bruger Lignelsen om Harald som en Hingst i Hestekamp: „det er ikke underligt, at du har bidt saa godt fra dig, siden Mæren følger dig“; det samme er da ogsaa Tilfælde paa Englandstoget 1066, men her bliver hun dog efter paa Orknøerne, – hvilket jo er meget naturligt, da Orknøjarlernes Moder (Ingeborg Jarlemoder) var hendes Søskendebarn. Ogsaa i flere af de indskudte Smaastykker om Islændinger ved Haralds Hof forudsættes Thora at være Haralds Dronning[2]. En senere, halveventyrlig Fortælling – om Heming Aslakssøn – giver herfor en Oplysning, som, om end ikke historisk, viser, hvorledes man søgte at forklare sig Forholdet: Harald efterlod virkelig Ellisiv i Rusland ved sin Hjemreise til Norge, men gav hende ved Afskeden en Sæk af „Guld og skjært Sølv“, som hun skulde beholde, hvis han ikke kom igjen efter 15 Aar: det gjorde han ikke, men 5 Aar senere før sin Afreise til England sendte han Bud til Rusland efter Sækken, som Ellisiv ogsaa lod ham faa, men tillagde en Spaadom om hans Død paa Toget[3].
„Kongesagaerne fra Magnus Gode“ blev c. 1220 benyttede i den Sagasamling, som kaldes „Noregs konungatal“ (Fagrskinna). Her findes derfor ganske den samme Fremstilling som hos Forgjængeren, men med en eneste Afvigelse: Hvor Morkinskinna (og Flatøbogen) siger: þar (Orknøerne) lét haan eptir Þóru konu sinni ok Maríu dóttur sína, har Fagrskinna lét þar eptir Ellisif konu sina ok Maríu dóttur sína. Da Udtrykket med Undtagelse af det ene Navn er ordlydende det samme, maa Fagrskinna’s Beretning være en Rettelse af den ældre. Og det er let at se, hvorfra Rettelsen er kommen. Sagaen om Orknøjarlerne, som Forf.
