dens Betegnelse som rómaskattr peger hen paa det angels. rômfech, rómgescot, rômpening. Derimod er det vistnok forkjært, naar han ligesom Jørgensen (S. 540) vil lade denne Afgift blive indført allerede i Missionstiden istedetfor først som en Virkning af Kardinal Nicolaus Breakspeares Sendelse (1152), hvilket sidste hævdes af Munch (I 2, S. 637–38 og II S. 870), R. Keyser (I S. 226), mig (II S. 681 Anm. 394; jfr. Norwegens Schenkung an den hl. Ólaf, S. 8), Jon Sigurdsson (Diplom. island. I S. 206), Ph. Zorn (S. 96) og A. Chr. Bang (S. 152). Den nævnes ikke i nogen ældre norsk Kilde end Frost.loven II Kap. 20, en Lovtext, der gjennemgaaende viser Spor af at være omarbeidet under Erkebiskop Eystein, og vi erfare af to Skrivelser, som Pave Anastasius IV den 28de Nov. 1154 rettede til Sveriges Konge og Høvdinger samt dets Biskopper (Diplom. Suec. I Nr. 38, S. 56–58, og Nr. 820, S. 679–80; det første Brev nu ogsaa hos Rydberg I Nr. 38, S. 72–74, og her rigtigt dateret), at Kardinal Nicolaus dengang drev Peterspenningens Indførelse i Sverige igjennem. Heri ligger der tilstrækkelig Grund for den Antagelse, at den engelsk fødte Kardinal ogsaa i Norge har indført den i England forlængst sædvansmæssige Afgift under dens der brugelige Navn.
Om Præsternes Opdragelse og geistlige Uddannelse ved Forf. (S. 291–96) som en naturlig Følge af Mangelen paa kildemæssige Vidnesbyrd saagodtsom intet at berette. Han benytter imidlertid denne Leilighed til at bekjæmpe min Antagelse, der ogsaa deles af K. von Amira (i Paul’s Grundriss der germanischen Philologie II 2, S. 96), at man ikke før Slutningen at det 11te og Begyndelsen af det 12te Aarh. i Norge har havt skrevne Retsbøger. De Grunde, han gjør gjældende, synes mig imidlertid ikke bevisende, medens
