Love, at man ansaa denne Konge som Rigslovgivningens Stifter og mente i hine Optegnelser at finde den af ham fastsatte Ret i det væsentlige rigtigt gjengiven. Jeg bemærkede ogsaa, at Paaberaabelsen af en i Throndhjem under Navnet Grágás opbevaret Lovbog, der skulde indeholde Olaf den helliges Love og være optegnet paa Befaling af Kong Magnus den gode, først dukker op i Aaret 1190 i Anledning af Striden mellem Kong Sverre og Erkeb. Erik, og at denne Angivelse øiensynlig først fra Sverres Saga har fundet Veien til Heimskringla og de øvrige Bearbeidelser af Kongesagaerne, idet man nemlig, omend med saare liden Rimelighed, troede at burde bringe optegnelsen af denne for Throndhjem bestemte Grágás i Forbindelse med Kong Magnus’s historisk bevislige Udsoning med de knurrende Bønder. Endelig betonede jeg ogsaa den Modsigelse, hvori hine to Beretninger om Graagaasen befinde sig til Thjodreks Fortælling og de kirkelige Meddelelser om Olafs Lovgivning (jfr. nu ogsaa Metcalfe, Passio et Miracula beati Olavi, S. 70–71), idet disse Kilder ligesaa bestemt henføre Optegnelsen af hans Love til Kong Olaf selv, som de førstnævnte til hans Søn, Kong Magnus. Tilføies kan her endnu, at intet af alle disse Vidnesbyrd gaa længere tilbage end til Erkeb. Eysteins Tid. At Forf. har gjendrevet denne Bevisførelse, kan jeg ikke erkjende, og allermindst kan jeg samstemme i hans Paastand om, at der skulde bestaa nogen paafaldende og for Alderen af Hellig Olafs Love afgjørende Overensstemmelse mellem Frost.loven og Kong Æðelreds Love. Til Jævnførelsen af Frost. II Kap. 10 med Æðelr. VIII § 1–5 skal jeg forøvrigt nedenfor komme tilbage.
5. Den kirkelige Strafferet behandler Forf. S. 296–318, men i mine Øine ikke paa fuldt tilfredsstillende Maade. Udgangspunktet burde dog vel her være
