Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/47

43

NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORIE.

taget i Forskjellen mellem forum internum, den kirkelige Bodsdisciplin, og forum externum, den egentlige Strafferet. Hvad den første angik, var Kirken i Norge som andetsteds fuldkommen fri og ubunden; men til Gjengjæld var den ogsaa udelukkende henvist til Anvendelsen af de kirkelige Tugtmidler, d. e. den kirkelige Bod og Censur, uden at Staten under Gjennemførelsen deraf laante den sin verdslige Arm. Retspleie og Lovgivning in foro externo tilstodes derimod den norske Kirke indtil videre overhovedet ikke. Tværtimod forbeholdt Staten sig baade i Straffesager og Civilsager den hele Lovgivnings- og Domsmyndighed ligesaavel over Geistlige som over Lægmænd. Kun forsaavidt tog den Hensyn til Kirkens Fordringer, som den indordnede en Række kirkelige Forseelser i sin egen Strafferet og desuden indrømmede Biskoppen en vis Disciplinærmyndighed ligeoverfor hans Geistlighed, dog med udtrykkeligt Forbud imod at anvende den af Kirken tilladte Pryglestraf (Gul. Kap. 15). I denne Henseende kommer det altsaa alene i Betragtning, hvilke kirkelige Forseelser Staten strafferetslig forfulgte, og hvilke de Straffe vare, som den truede Overtræderen med. Angaaende det sidste Punkt er kun at sige, at Statens Kristenret benyttede ganske de samme Straffe, som allerede fra gammel Tid havde været de sædvanlige i den verdslige Strafferet, altsaa Fredløsheden i dens to Grader og Pengebøderne. Herved tør jeg ikke lægge nogen Vægt paa, at den første i Kristenretten ofte fremtræder som Landsforvisning; dette er nemlig ogsaa Tilfældet i den verdslige Ret, og om der end netop i den ældste Kristenret, nemlig Vikens, meget hyppigt bruges Formelen „fare a land heiðit, ok kome aldri þar, sem kristnir menn ero“, saa udtaler sig herigjennem blot den Overbevisning, at Kristendom og Hedenskab ere uforenelige Modsætnin-