ger, uden at dette i nogen Henseende giver Fredløsheden en forandret Karakter. Rigtigt er det ligeledes, at Fredløsheden ofte kun indtraadte, naar den Skyldige undlod at efterkomme den nærmest paadragne Penge- eller Kirkebod, og at den ogsaa senere kunde afsluttes ved Pengebødernes Erlæggelse eller Kirkebodens Udførelse. Men heller ikke dette er noget, som ikke ligesaa godt kunde have fundet Sted i verdslige Straffetilfælde. Endelig er det at mærke, at ligesom i den verdslige Strafferet de mindre Sager afgjordes med en Pengebod til den skadelidte, og de større derhos betingede en saakaldet lögbaugr til Staten eller Formuens Forbrydelse til Deling mellem Kongen, Bønderne og den skadelidte, saaledes tilfaldt ogsaa ved kirkelige Forseelser kun de ringere Bøder Biskoppen udelt, hvorimod de anseeligere Bøder saavelsom forbrudt Formue skiftedes mellem ham og Kongen eller i Tilfælde ogsaa Bønderne.
Af de kirkelige Forseelser behandler Forf. enkelte særskilt og blandt disse især meget indgaaende Brud paa Kirkefreden (S. 304–14, jfr. s. 257–60). Han søger nemlig udførlig at paavise, at der bestaar en nøiere Sammenhæng mellem Bestemmelserne i Æðelr. VIII 1–5 og Frost. II Kap. 10, samt at de sidste i Hovedsagen allerede ere bleven indførte af Olaf den hellige. Efter min Opfatning er dette Forsøg dog fuldstændig mislykket. I Frost. II Kap. 10 skjelnes der først mellem de Fredsbrud, der begaaes i Krist- eller Mariekirken eller paa deres Kirkegaard, og de, der begaaes i Fylkeskirken og Högendeskirken eller paa deres Kirkegaarde, hvorved tillige er at mærke, at Frost.loven ikke kjender nogen Herredskirke. De førstnævnte Fredsbrud belægges med den strengere Fredløshed, og den Skyldiges Formue tilfalder i lige Dele Hellig Olaf og den jordiske Konge,
