Efterat Chr. A. Lange, R. Keyser og nærværende Forfatter havde skrevet sine Arbeider over Norges Kirkehistorie, og P. A. Munch i sit store Hovedværk i det mindste som Bigjenstand ligeledes havde havt den under Behandling, blev den norske Kirkes ældre Historie i længere Tid ikke indgaaende gransket. Først efter Forløbet af to-tre Tiaar ere A. D. Jørgensen og A. Chr. Bang paa dette Omraade traadte frem med nye og selvstændige Undersøgelser, og til disse slutter sig nu paa særdeles velkommen Maade Abs. Taranger’s Prisskrift om den angelsaksiske Kirkes Indflydelse paa den norske. For at fremholde min Opfatning ligeoverfor det sidstnævnte Arbeide har jeg her udbedet mig Ordet. Imidlertid er det ikke Hensigten at underkaste det en nøiagtig Prøvelse i alle dets Enkeltheder, men alene at redegjøre for en Række Hovedspørgsmaal, med Hensyn til hvilke jeg gjerne ønskede at skaffe mine egne, siden Fremkomsten af mit forrige Værk (1855–56) i mangt og meget uddybede eller forandrede Anskuelser et Udtryk.
Taranger’s Skrift lader sig passende skille i to Halvdele, hvoraf den første meddeler den ydre, historiske Over-
