Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/51

47

NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORIE.

bliver der intet Overskud, deles Formuen lige mellem ham og Biskoppen, i hvilket Tilfælde dennes Krav paa de først opførte Beløb naturligvis bortfalder. Hvilke Bestemmelser Retsbogens ældre Redaktion kan have indeholdt, vide vi ikke. Dog viser Sammenhængen, at det først var Kong Magnus, som henførte Forbrydelsen til úbótamál, og vi tør derfor vistnok tænke os, at Gulathingets ældre Ret kan have været ligeartet med Vikens og Oplandenes. I ethvert Fald kjender ingen af de tre Retsbøger en forskjellig Behandling af de forskjellige Slags Kirker i Henseende til deres Retsbeskyttelse, og hermed bortfalder det karakteristiske Moment for Jævnførelsen med den angels. Ret. Jeg er saaledes tilbøielig til at antage, at ikke blot en Del af Frost. II Kap. 10, men hele Lovstedet hidrører fra Erkeb. Eystein, og forsaavidt engelsk Ret er bleven benyttet ved dets Udarbeidelse, kunde dette tilskrives enten Kardinal Nicolaus eller Erkeb. Eysteins personlige Forbindelse med England. Der er imidlertid endnu et Punkt, som trænger til at belyses. I Frost. II Kap. 10 gives den Bestemmelse, at der tilkommer den krænkede dobbelt personlig Retsbod, ikke alene for Blodsudgydelse i Kirke, men ogsaa i alle andre Tilfælde, da en særskilt Fred var fastsat for Befolkningen. Nu siger Gul.Kap. 198, at en Mands personlige Ret fordobles paa tre Steder, nemlig paa Thinge, paa Kirkemøde og i Ølhus, saaledes de samme Steder, som ogsaa ifølge Frost. IV Kap. 58 tillægges Fortrinet i Henseende til Bødebeløb. Ligeledes tør man formode, at denne Rettens Fordobling i Kraft af Kirkefreden heller ikke har været ukjendt for Vikens og Oplandenes Retsbøger, hvis verdslige Lovafsnit ikke ere bevarede. At den overhovedet er ældgammel Ret, fremgaar deraf, at Thingfreden ogsaa paa Island havde den tilsvarende Virkning