saavelsom i den Omstændighed, at frisiske Kilder, som de saakaldte Rüstringer Küren (v. Richthofen, Friesische Rechtsquellen, S. 115), anvende Fordobling af Drabs- eller andre Bøder ved Thingfred eller, som Fivelgoer Küren (sammest. S. 284), ved Thing- og Kirkefred, eller at en Retsbog for Memmingen har samme Anordning med Hensyn til Retsfred og Hærfred (jfr. Osenbrüggen, Alemannisches Strafrecht, S. 47 og 50), ligger intet andet end tilfældige Overensstemmelser, der lettelig kunde indtræde navnlig paa Bødevæsenets Omraade, hvor man kun raadede over en begrændset Række af Talforbindelser. – Paa de øvrige af Forf. omtalte kirkelige Forseelser skal jeg her saa meget mindre indlade mig, som han selv kun har gjort dem til Gjenstand for en meget flygtig Behandling.
6. Kirkens Indflydelse paa Rettergangen omhandles S. 318–26. Da en jurisdictio in foro externo, som allerede bemærket, ikke var den norske Kirke indrømmet, komme herunder nærmest kun Disciplinærsagerne mod Præster i Betragtning. Den islandske Ret (Konungsb. Kap. 6, S. 21; Staðarhólsb. Kap. 16, S. 25; Skálholtsb. Kap. 10, S. 23; Staðarfellsb. Kap. 5, S. 71; Belgsdalsb. Kap. 8, S. 116; Arnarbælisb. Kap. 7, S. 166; o. fl.) lader i saadanne Tilfælde Althinget nedsætte en „prestadóm“, bestaaende af 12 af Biskoppen opnævnte Præster, for hvilke Biskoppen har at indbringe sin Klage, hvis Rigtighed han derpaa maa bevise ved Hjælp af et af ham og to Præster afgivet Veridikt. Søgsmaalet gaar ud paa en Bod af 3 Mark til Biskoppen; men i Tilfælde af manglende Erlæggelse skal der ved den verdslige Domstol indgives Klage over „dómrof“, og denne gaar ud paa Landsforvisning. I Norge omtales nogen saadan Præsteret ikke. Forf. anfører overhovedet kun et eneste Sted (Borg. Kr. I Kap. 12) som hidhørende. Det bestemmer, at Biskop-
