pen alene under den Forudsætning tør afsætte en Præst fra hans Embede, at der ved Vidnesbyrd af de to i Syd og Nord nærmest ansatte Præster kan godtgjøres, at han formedelst Ukyndighed er ude af Stand til at forestaa det. Men herved turde en dobbelt Bemærkning være at gjøre. Ogsaa i Gul. Kap. 15 udtales, at Biskoppen ikke vilkaarlig kan fjerne en Præst fra hans Kirke „fyrir þvi at ver vilium eigi kirkiur varar at fekaupi gera“, og i Tilslutning hertil siges det, at Præsten for urigtig Angivelse af Fester og Faster saavelsom i det hele taget for ethvert Anstød mod Biskoppens kirkelige Forskrifter skal bøde denne 3 Mark og først i Tilfælde af gjentagne lignende Forseelser skal af Biskoppen kunne afsættes fra Embedet. Om Bevismaaden er der her ikke Tale Derimod kan man af den vedføiede Anmærkning, at Pryglestraf for Præsterne var afskaffet, fordi de havde samme mannhelgi som Bønderne, vistnok drage den Slutning, at Disciplinærstraffe ikke ilagdes Præsterne af den verdslige Ret. Det ligger da nær at erindre, at ifølge Eids. Kr. I Kap. 10 (jfr. Gul. Kap. 3) alle Præster saavelsom Biskoppen selv skulde indfinde sig paa Lagthinget, og at her ikke alene deres Forsyning af Bøger og deres hele Opførsel skulde undersøges, men at de sammesteds ogsaa skulde bøde for, hvad de havde forbrudt. Der holdtes følgelig, som af Forf. selv paa et andet Sted (S. 234–35) anerkjendt, ved Lagthinget et Slags Stiftssynode, og man tager neppe Feil ved at antage, at denne, ligesom Tilfældet var paa Island, under Biskoppens Ledelse har havt at øve Disciplinærjurisdiktion over Præsterne.
Da Fremgangsmaaden for Thingdomstolene i geistlige Sager og mod geistlige Personer ganske var den sædvanlige, gaar Forf. med Rette ikke derpaa ind. Dog gjør han en Undtagelse for Edens og Gudsdommens
