kampens Afskaffelse dersteds i udtrykkelig Sammenhæng med en videre gaaende Landefredslovgivning fra Erik Jarls Side.
7. Meget mager er Redegjørelsen for Kirkens Forhold til Ægteskabet (S. 326–31). I terminologisk Henseende bemærkes først, at Udtrykket gjöf, som i Gul.loven leilighedsvis bruges enstydigt med mundr, maa være indkommen i Texten ved Olaf den helliges Lovgivning, en Antagelse, som forud var bleven fremsat af E. Hertzberg. Forf. anser det som et Laan fra Engelsk, hvor gift siges allerede tidligt at være brugt om Brudeskillingen. Saavidt jeg ved, bruges Ordet dog kun paa et eneste Sted (Ine § 31) i Enkelttal og synes her ikke at betegne Brudeskillingen, men selve Giftermaalet, for hvilket rigtignok ellers Flertalsformen i Angelsaksisk pleier at anvendes, medens det tilsvarende norsk-islandske Ord gipt ogsaa i Enkelttal har den sidst anførte Betydning. Forøvrigt er det vistnok rigtigt, at den gjöf, som den unge Hustru modtog Morgenen efter Brudenatten (Gul. Kap. 51 jfr. 124), fuldkommen modsvarer den angels. morgengîfu; men en Morgengave forekommer ogsaa, snart som morghongæf, snart som hindradaghsgæf, i svensk Ret, og da den desuden er den ældre tydske Ret særdeles vel bekjendt, saa kan baade Tingen og Navnet meget godt tilhøre Norden selv eller, hvis de er indførte fra Udlandet, ligesaavel være hentede fra Tydskland som fra England. Heller ikke har det norrøne bruðhlaup sproglig noget at gjøre med det angels. brydlâc, idet lâc svarer til oldn. leikr, til oldn. hlaup derimod det angels. hlŷp. Skal det norrøne Ord endelig ikke være af indenlandsk Oprindelse, maa man derfor mere tænke paa det tydske „Brautlauf“, hvilket allerede træffes i Oldhøitydsk og i senere Nedertydsk optræder som brûtloft o. lign. Derimod
