synes rigtignok de for det religiøse Slægtskab anvendte Betegnelser guðsifjar, guðsifi, guðfaðir, guðdóttir, at være laante fra Angels., om der end ogsaa i Tydsk findes Ord, som minde derom.
I saglig Henseende er at bemærke, at der saavidt mig bekjendt i Norges ældre Tid intetsteds er Spor af, at Brudeparret viedes, eller endog blot, at Præsten var tilstede ved Brylluppet. Efter angels. Ret krævedes derimod Vielse (Schmid, Anhang VI § 8), idet saadan kun ved Indgaaelse af et andet Ægteskab var forbudt (Canones Ælfrici § 9). Forøvrigt var Indvielsen af det første Ægteskab en Fordring, der i Praxis opstilledes af hele den occidentalske Kirke (jfr. Freisen, Geschichte des canonischen Eherechtes, S. 129–34), dog kun „ad honorem“, ikke „ad necessitatem“, d. e. det var for Brudeparret ingen Retspligt at modtage „benedictio nuptialis“ (jfr. Hinschius IV S. 154), og denne blev ogsaa ved Indgaaelsen af det andet Gifte regelmæssig nægtet (Freisen, S. 672–76). Erkebiskop Jons Kristenret Kap. 41, som i Norge først paabyder kirkelig Vielse, udelukker den ligeledes udtrykkelig fra Anvendelse ved anden Gangs Ægteskab.
Meget utilstrækkelig er Forf.’s Fremstilling af de forbudte Slægtskabsgrader, hvorfor jeg desangaaende henviser dels til min Afhandling om „Die Berechnung der Verwandtschaft nach altnorw. Rechte“ (Sitzungsberichte der philos.-philol. u. histor. Classe der Akademie der Wiss., München 1877, S. 235–53), i hvilken navnlig ogsaa drøftes Forholdet mellem de norske Retsbøgers Forskrifter paa den ene Side og Æðelr. VI § 12 samt c. 3 X de cons. et affin. (IV 14) paa den anden, dels til de omhyggelige Redegjørelser hos Freisen, der ligeledes (S. 405) omtaler det sidstanførte Sted. For det religiøse Slægtskabs Vedkommende burde ogsaa Jon Olafssons flittige
