Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/59

55

NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORIE.

bletsung; men han undlader at nævne, at vígsla, det i Norden sædvansmæssige Udtryk for ordinatio og consecratio, var af tydsk Udspring og langt borteliggende fra angels. hâdung (af hâd = ordo). For Daaben anvendes i Norge som paa Island Betegnelsen skírn, d. e. Renselse. Med det tydske Ord „Taufe“, hvilket som Oversættelse af det græsk-romerske „baptisma“ fra Goterne af er fælles for alle tydske Stammer, og som ogsaa i Norden under Formen „Daab“ gjenfindes i det mindste hos Danske og Svenske, hænger dette Udtryk ikke sammen. Derimod lader det sig nok bringe i Forbindelse med angels. fulluht, nemlig forsaavidt man, som allerede J. Grimm i en Anmærkning til „Andreas und Elene“, S. 136–37, har foreslaaet, vil anse sidstnævnte Ord for beslægtet med lat. „fullo“, en Valker, og mid.-lat. „fullare“, at valke, at rense: I Modsætning hertil holde dog andre (f. Ex. Ettmüller, Lex. Anglos. S. 349) det for en Sammensætning, fullwîht, og mene at burde henføre det til Verbet wîhan. Da fullere imidlertid i Mark. 9, 3 tjener til at oversætte det lat. „fullo“ (Skeat, The holy gospells, II S. 66), og det ogsaa ellers lader sig paavise som brugt i lignende Betydning, er jeg i Virkeligheden tilbøielig til, trods S. Bugges vægtige Autoritet for det modsatte, at holde fast ved den førstanførte Tydning. Derimod kan Betegnelsen funtr om Døbefadet ligesaa godt som fra angels. font umiddelbart udledes fra det til Grund tor dette liggende, latinske fons. Ligeledes svarer „hefja barn ór heiðnum dómi“ og det forkortede „hefja“ til det lat. „levare de sacro fonte“ saavelsom til vort tydske „aus der Taufe heben“. Om de ved Daaben iagttagne Former og meget andet hidhørende havde Forf. kunnet meddele meget mere, dersom han havde benyttet Jon Olafssons fortræffelige „Syntagma de baptismo“ (Kjøbenhavn 1770), og det samme