sigt og er udarbeidet paa Grundlag af de forhaandenværende historiske Kilder, medens den anden er af overveiende juridisk-dogmatisk Karakter og væsentlig støtter sig til de opbevarede Retsbøger. Ifølge Sagens Natur foranlediger den første færre Bemærkninger fra min Side end den sidste[1].
I sit første Afsnit omtaler Forf. de nordiske Vikinger i England. Med Ret fremhæver han herunder den mægtige Andel, som den norske Gren af Nordgermanerne havde ved Siden af den danske i de paa engelsk Jordbund foretagne Indfald og Erobringer. Uden en saadan Andel vilde i Virkeligheden de Træk, der danne den norske Kirkehistories Begyndelse, ligefrem være uforstaaelige. I andet Afsnit behandles derpaa den angelsaksiske Kirke, saavel historisk i dens vaklende Overgange mellem bedre og slettere Tilstande –, som med Hensyn paa Kirkeforfatningen med dens Erkebispedømmer og Bispedømmer, Synoder, Kirker og Præstegjæld, dens Præster og dens Forhold til Statsmagten. Det tredie Afsnit handler om den norske Kirkes Grundlæggelse og skildrer altsaa Kristendommens Indtrængen i Norge i Tiden fra Kong Haakon den godes til Kong Olaf Haraldssøns Regjering. Herunder omtales ogsaa sidstnævnte Konges kirkelige Lovgivning. Det fjerde Afsnit vies de angelsaksiske Missionærer i Norge og
- ↑ De af Oversætteren anvendte Forkortelser ville forstaaes af sig selv; dog hidsættes for de med Emnet mindre bekjendte Læsere, at Frost. staar for Frostathingsloven, Gul. for Gulathingsloven, Borg. for Borgarthingsloven, Eids. for Eidsivathingsloven, Kr. for Kristenret, angels. for angelsaksisk, oldsaks. for oldsaksisk, oldhøit. for oldhøitydsk. oldfris. for oldfrisisk, oldn. for oldnorsk.
