ikke lægges nogen Vægt paa, om det ene eller andet Udtryk her eller der betegner en Morgen- eller Aftenstund. Hos Grotefend (Zeitrechnung des deutschen Mittelalters u. der Neuzeit, Bind I), hvis Værk Forf. dog endnu ikke kunde benytte, men derhos ogsaa i Schiller og Lübben’s middelnedertydske Ordbog samt i Doornkaat Koolman’s østfrisiske, finder man begge Ord omtalte og paaviste, ikke at tale om, at ved saa almindeligt udbredte, germaniske Udtryk tillige den Antagelse ligger nær, at de ligeledes have været oprindeligt hjemmehørende i Norden.
Mere indgaaende omhandles den kristelige Tidsregning (S. 348–53). Forf. gaar ud fra den Forudsætning, at Nordboerne fra først af have havt en Uge paa fem Dage, hvilket ogsaa af andre har været antaget (f. Ex. J. F. W. Schlegel, Juridisk Encyklopædie, S. 541 Anm.; Finn Magnusson, Lex. Mythol., S. 753; Gudbrand Vigfusson under fimt). Derimod mener han, at Ugen paa syv Dage er kommen til dem med Kristendommen fra England af. Jeg lader det her staa hen, hvorledes det forholder sig med hin Uge paa fem Dage; men jeg fremhæver, dels at Ugens Betegnelse som vika ogsaa gjenfindes i oldsaks. wica og oldfris. wice, ligesom Ordet overhovedet er fællesgermanisk, dels at den Omstændighed, at de ældre nordiske Benævnelser paa de syv Ugedage med Undtagelse af Lørdagen (laugardagr, þváttdagr) øiensynlig ere hentede fra Latin, ikke udelukker Muligheden af, at de hos Nordboerne som hos de øvrige Germaner ere blevne indførte før omvendelsen til Kristendommen. At Syvdagesugen allerede i det 10de Aarh. var Islænderne bekjendt, fremgaar af Are frodes Beretning om den dengang opnaaede Forbedring af Kalenderen (Íslendingabôk Kap. 4; jfr. L. Larsson, Ældsta Delen af Cod. 1812 in 4to, S. 7–8), og da vi vide, at Biskop Jon Agmundssøn
