Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/63

59

NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORIE.

af Hole allerede i Begyndelsen af det 12te Aarh. med stor Skarphed optraadte mod Brugen af Dagsbenævnelser som óðinsdagr, þórsdagr o. s. v., istedet for hvilke han vilde have anvendt de kirkelige annarr dagr, þriði dagr (feria secunda, tertia) o. s. v., staar det neppe til at antage, at hine ældre Benævnelser kun et Aarhundrede tidligere vare blevne bragte ind i Landet af Kirken selv. Allerede J. Grimm har i sin Mythologie (4de Udg. 1 S. 101–8; jfr. III S. 45–48) en vigtig Udtalelse om dette Spørgsmaal. Han henviser nemlig til, at Gregor af Tours (Hist. Franc. III Kap. 15) anser Betegnelsen af „dies dominicus“ som „dies solis“ for barbarisk, d. e. tydsk. Kun paa denne Maade bør det ogsaa opfattes, naar det i Gul. Kap. 16 og 20 heder: „hinn siaunda dag hvern er heilagt ok kollum ver þann sunnudag“, samt: „hinn siaunda dag hvern skolom ver varna við kiotvi, þann kollum ver friadag“. Vistnok omtaler Gudbrand Vigfusson (Corp. poët. bor. I S. 428), at de ældre Benævnelser paa Dagene først optræde hos Arnor Jarlaskald, altsaa ved Midten af det 11te Aarh. Men S. Bugge bemærker herimod med fuld Ret (Arkiv f. nord. Filol. IV S. 121–23), at deres tidligere Indførelse, f. Ex. i Hedendommens sidste Tid, derved ingenlunde udelukkes, og han erklærer ogsaa forsigtigen, at denne Indførelse kan have fundet Sted enten fra England eller fra Nordtydskland af. For det oldn. frjádagr, oldsv. freadagher, kan vistnok den angels. Form frigdæg, frigedæg ligge til Grund, men dog ogsaa ligesaa godt en ikke paavisbar oldsaxisk Form eller endog det oldhøitydske frîatag. I ethvert Fald peger Ordet sunnudagr hen paa Benævnelsernes Indførelse til en Tid, da ved Siden af sól endnu brugtes sunna, et Ord, hvis Anvendelse tidlig indskrænkedes til det digteriske Sprog, og som forøvrigt i det høieste bibeholdtes i