Fald synes – hvad allerede Gudbrand Vigfusson har modsat sig – dets Afledning af lat. „semestris“ at være utilladelig. Den oldn. Betegnelse af Kalendarium som rím lader sig ikke blot knytte til angels. rîm, gerîm; thi ogsaa i Oldhøit. og Oldfris. er rîm = numerus paavislig, ligesom det af det i Heljand forekommende Adjektiv unrîm = utællelig tillige lader sig formode i Oldsax. Endelig er den Skik, at Festdagenes Tilsigelse sker ved et særligt, af Præsten omsendt Kors, ikke kjendt fra England, medens den i Norge øiensynlig er bleven indført for at tilfredsstille de praktiske Behov og under Forbillede af, hvad der brugtes ved Thingsammenkaldelserne. Derimod har den ved Siden af Korsbudstikken ligeledes anvendte, præstelige Forkyndelse af Festdagene i sönghúsdurum sit Analogon i England (jfr. S. 349 og 363).
Den kirkelige Festkalender omhandler Forf. (S. 353–72) temmelig udførligt. Naar dette dog ikke sker paa tilfredsstillende Maade, finder det sin Undskyldning i de store Vanskeligheder, som ledsage Emnet. Jeg vælger derfor her at gaa min egen Vei. Udgangspunktet tager jeg i de ældre norske Retsbøgers Adskillelse mellem to Klasser af Festdage, en høiere og en ringere. De Dage, der høre til den høiere Klasse, skulle helligholdes paa samme Maade som Søndagen; forud for dem gaar der Faste og nónhelgi, og Krænkelse af Helligholdelsen er belagt med en Bod paa 6 Øre. Forud for de til den anden Klasse hørende Dage bliver derimod hverken fastet eller iagttaget nónhelgi, og for deres Vanhelligelse udredes kun en 3 Øres Bod. I Gul. Kap. 16–18 og Frost. II Kap. 24–25 og 28 udtales denne Skjelnen bestemt, hvorhos de til hver af Klasserne hørende Festdage fuldstændig opregnes. Men ogsaa de to andre Retsbøger kjende Forskjellen, kun at de indskrænke sig til
