at opregne Festerne af høiere Orden, medens de ikke anføre de ringere. Borg. Kr. I Kap. 14 og III Kap. 19 (i II mangler Festkatalogen paa Grund af en Lakune i Haandskriftet) angive nemlig først en Række Dage, som „aller eru iamdyrir sunnudegi, 6 aura hverr“, og hvis Vigilie skal feires. Derpaa tilføies, omend kun i III Kap. 19, „en aðrer messudagar þeir sem helgir eru halldner a 12 manaðom, þa er 3 aura dagr hverr“; dog skjelnes der ogsaa i I Kap. 14. mellem 3 og 6 aura dagar, og det siges, at man skal bøde „sliku sem dagriki er til“. I Eids. Kr. I Kap. 9 og II Kap. 8 opregnes ligeledes kun de Festdage, som ere ligesaa hellige som Søndagen, have en Vigilie forud for sig og i Tilfælde af Krænkelse betinge en 6 Øres Bod; men ogsaa dette forudsætter jo, at der ved Siden af de anførte havdes andre Festdage, som ikke de nævnte Egenskaber tilkom. Forf. henviser til, at der ogsaa i Æðelr. V § 14–15 og VI § 22 skjelnes mellem Fester med og uden forudgaaende Faste, og i Virkeligheden gjør Kirken overalt Forskjel paa de enkelte Festers „dignitas“ (jfr. Grotefend I S. 60). Ikke desto mindre er den udprægede retslige Karakter, som denne Skjelnen i de norske og, jeg tilføier, de islandske Retsbøger har faaet, fremmed for angels. Ret og heller ikke, saavidt jeg ved, paavislig i noget andet Land. Den synes saaledes først at have uddannet sig i Norden selv.
Jævnførelsen mellem de forskjellige Retsbøgers Festrækker vanskeliggjøres derved, at kun Gul.loven og Frost.loven opregne begge Klasser af Festdage, medens Borg.loven og Eids.loven, som sagt, indskrænker sig til at nævne Festerne af høiere Orden. Men selv bortseet herfra, har man at komme tilrette med den dobbelte Omstændighed, at Festkatalogen øiensynlig er bleven udviklet i Tidens Løb, og at Retsbøgerne, som desuden til-
