staar følgelig i den nøieste Sammenhæng med det umiddelbart forudgaaende. Begge Afsnit skulle her underkastes en noget nærmere Granskning.
Som den ældste af de engelske Missionsbiskopper betegner Forf. hin „Sigefridus Norwegensis episcopus, monachus Glastoniæ“, som Vilhelm af Malmesbury opfører blandt de paa Kong Eadgar’s Tid (959–75) levende Biskopper. Denne kronologiske Angivelse havde man hidtil almindeligvis forkastet. Lappenberg vilde gjøre nævnte Siegfried til den samme som Svenskernes Apostel af dette Navn, der virkede i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede. R: Keyser. Munch og jeg selv troede i ham at gjenkjende den Sigurðr monachus, der synes at tilhøre omtrent den anden Halvdel af det 11te Aarhundrede, og endelig holdt Jørgensen ham for den Biskop Sigurd, som Kong Knut sendte til Norge i Aaret 1029, og som atter forlod dette Land to Aar efter. Taranger mener derimod at kunne opretholde Vilhelms Kronologi, idet han henviser til Heimskr. Hákonar S. góða, Kap. 15, ifølge hvilket Sted Haakon ikke alene lod Præster, men ogsaa en Biskop komme over fra England. Denne Meddelelse er imidlertid lidet troværdig, saasom den hverken bestyrkes af Ágrip eller Fagrskinna, og derhos Snorre selv, ligesom Ágrip, senere hen kun taler om Præster, uden at nævne nogen Biskop. Heller ikke svarer den til de kronologiske Krav, idet Kong Haakons Omvendelsesforsøg skulle have fundet Sted længe før hans Død († 961) og altsaa i ethvert Fald tidligere end Kong Eadgars Regjering. Paa den anden Side opfører Vilhelm blandt sine Biskopper flere, der paaviselig først opnaaede Værdigheden efter denne Konges Død, og som tildels beklædte den langt ned i det ilte Aarhundrede. Da han nu øiensynlig hentede sine Angivelser fra Nekrologier,
