som alene pleiede at angive Dødsdagen, men ikke Dødsaaret, var en Feiltagelse med Hensyn til det sidste saameget lettere gjørlig, navnlig for Siegfrids Vedkommende, om hvem der blot var det ubetydelige Træk at berette, at han havde skjænket quatuor cappas til sit Kloster. Muligheden af, at hans Virksomhed i Norge først har tilhørt den anden Halv del af det 11te Aarhundrede, synes mig derfor ikke udelukket.
I det følgende omhandles ogsaa den Biskop Sigurd, som var Hirdbiskop hos Kong Olaf Tryggvesøn. Dog havde Forfatteren neppe behøvet at tage Anstød af, at denne hos Odd Munk og, som det kan tilføies, ogsaa hos Gunnlaug (Flatøb. Kap. 400, S. 511) tillige fører Navnet Jon, medens han hos Adam af Bremen saavelsom i Historia Norvegiæ alene optræder under Navn af Johannes. En nogenlunde samtidig svensk Konge hed jo paa engang Anund og Jakob og den bekjendte Danekonge baade Knut og Lambert. Derimod har Forf. Ret i at fastholde denne Sigurds Identitet med den svenske Siegfrid. – Under omtalen af Seljemændenes Legende polemiserer Taranger ligesom G. Storm mod S. Bugge i Anledning af den sidstes opfattelse af Navnet Sunnifa som Sunnoveifa og den deraf dragne Slutning, at tydske Missionærer her skulde have øvet Indflydelse. Paa Uenigheden herom Hvil jeg ved denne Leilighed ikke nærmere indlade mig, men kun til Berigtigelse af en S. 155 anført Bemærkning af modsat Indhold fremholde, at allerede Förstemann (Altdeutsches Namenbuch I S. 1129) har paavist Navnet Sunnoveifa, Sonnoveifa, i frankiske Diplomer fra det 6te Aarhundrede, og at ligeledes S. Bugge (i L. Daae’s Norges Helgener, S. 152, Anm. 2) har anført Vidnesbyrd for dets Benyttelse i Aaret 533, hvorimod i England Sonneva, Sunieva ikke er bleven paavist før den
