man bortser fra de særskilt norske Helgener, alle de Fester optagne, som de fire norske Retsbøger overensstemmende regne til de større Høitidsdage og endvidere Kyndilsmessa, der i tre af dem regnes til de større, i den fjerde til de ringere, Maríumessa hin œfri, som Frost.loven og tillægsvis ogsaa Eids.loven regne til de større, Gul.loven derimod til de ringere, samt Marteinsmessa, som Frost.- og Gul.loven sætte blandt de ringere, Eids.loven derimod blandt de anseeligere Fester, og som dog vel i Norge oprindelig maa have tilhørt de sidste. Silvesterdagen bliver følgelig tilbage som den eneste, i Dekretet opførte Dag, der i de norske Retsbøger udelades. Men netop denne savnes ogsaa hos Hatto af Basel og Burchard af Worms, og ligeledes mangler den i Angelsaksernes almindelige Kalender, medens den rigtignok gjenfindes i deres Klosterkalendre. Ifølge det her anførte byder saaledes Indholdet af den norske Festkalender intet Støttepunkt for den Antagelse, at den skulde stamme fra England.[1] Derimod forholder det sig vistnok saa, at Høitidens Udstrækning for Søndagens og de den ligestillede Festers Vedkommende fra den foregaaende Aftens nón til den Festen paafølgende Dags Morgendæmring (Gul. Kap. 16; Eids. I Kap. 12; 11 Kap. 9; Frost. II Kap. 24) er foreskreven ganske paa samme Maade i Eâdgâr II § 55 og Cnút I § 14, medens den kanoniske Ret (c. 1, Dist. III de consecr.; c. 1–2, X de feriis, II 9) lader den vare „a vespera ad vesperam“. Men her-
- ↑ Sikkre Resultater ville først kunne erholdes, naar andet Bind af Grotefend’s Værk, som skal bringe Diøcesan- og Ordenskalendre samt Helgenfortegnelse, i sin Helhed foreligger. Andet Binds første Afdeling udkom vistnok under nærværende Afhandlings Trykning, men for sent til med Fordel at kunne benyttes.
