Dage efter Daabshandlingen bære hvide Klæder (jfr. Jon Olafsson, Syntagma de baptismo, S. 96–116). Disse hvítaváðir synes at have gjort et ganske særeget Indtryk paa de hedenske Nordboer, idet de vistnok kun herfra have hentet den hyppigt anvendte Benævnelse „Hvítakristr“ saavelsom maaske ogsaa Navnet „Hvítramannaland“. Det kan derfor heller ikke forundre, at Pintsedagen i Norden kaldtes Hvítasunnudagr, ganske paa samme Maade som i Kirkesproget Betegnelsen „Albe“ eller „Albaria hebdomada“ brugtes om Ugerne efter Paaske og Pintse samt Betegnelserne „Dominica in albis“ eller „post albas“ eller „Alba paschatis“ om Søndagen og „Sabbatum in albis“ eller „infra albas“ om Lørdagen efter Paaske (jfr. Ducange, ed. Henschel, I S. 164; Grotefend I S. 4., 42, 43 og 171). I ethvert Fald betragtedes Pintsefesten i Norden som ganske særdeles velsignelsesrig (Húngrvaka Kap. 2, S. 61–62; Thómass. II Kap. 18, S. 318). Derfor kaldtes Pintseugen ogsaa helga vika. Maaske har man, som af Gudbr. Vigfusson formodet, af Hensyn til det raaere Klima i Norden fortrinsvis henlagt Daabstiden til Pintsen istedetfor til Paasken. Om de saakaldte gangdagar, saavel gangdagr hinn fyrri, litli eller eini, d. e. den 25de April, som de tre senere, der faldt umiddelbart før Himmelfartsdagen, er det fornødne ovenfor bemærket. Forf. oplyser imidlertid meget rigtigt, at den første er taget fra den romerske Kirkepraxis, de sidste derimod fra den frankiske, og at de alle først indførtes i England paa Synoden i Cloveshoe (747). Endelig bærer Himmelfartsdagen snart efter engelsk Skik Navnet helgi þórsdagr eller þórsdagr i gangdögum, snart efter tydsk Skik Navnet uppstigningardagr eller uppstigudagr. Den sidste Betegnelse har dog Forf. med Uret ladet upaaagtet.
Fastedisciplinen omhandles S. 372–90. Dog
