Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/86

82

K. MAURER.

indskrænkes Fremstillingen til de almindelige, i Loven paabudte Faster, hvorimod Anvendelsen af Faste som et kirkeligt Bods- og Revselsesmiddel lades uomtalt. Denne Begrændsning af Emnet retfærdiggjøres dels derved, at der ikke for den norske Kirke som for den islandske er bleven opbevaret Pønitentialbøger, dels ogsaa ved, at andre Kilder, hvoraf Bodsdisciplinens Haandhævelse i nogen Grad fremgaar, først for en langt senere Tid staar tilraads (jfr. Bang. S. 214–17). Som almindelig paabudt Fastetid kjendte man ligesom andetsteds først og fremst Fredagen, som derfor ved Siden af frjádagr ogsaa kaldtes föstudagr, og dernæst den under Navn af langafasta umiddelbart forud for Paasken gaaende Qvadragesimalfastetid. Om den sidste ytrer Forf. i Tilslutning til min Afhandling „Ueber die norwegisch-isländischen gagnföstur“ (1881), at man, som overhovedet i den occidentalske Kirke, ogsaa i England og Norge lod den begynde snart med Søndagen Invocavit, fra hvilken der var 40 Dage til Paaske, snart med Askeonsdag, hvorfra man til Paaske regnede 40 virkelige Fastedage, naar de mellemkommende Søndage, da der ikke fastedes, blev fratrukne. Dog gik man tillige i enkelte Anvendelser endnu længer tilbage, nemlig til Quinquagesima, Sexagesima eller Septuagesima, hvorved Sexugersfasten altsaa gjordes til en Syv-, Otte- eller Niugersfaste. Af de Terminer, som i Norden særlig lade sig paavise, var den niugentlige Faste kun paabudt for Geistlighed og Klosterfolk, medens den for Lægmænd nærmest blot benyttedes som Bodsmiddel. Ifølge selve Loven derimod gjaldt dens to første Uger kun med Hensyn paa det ægteskabelige Samkvem som en afstængt Tid. Den syvugentlige Faste begyndte med Søndagen før Askeonsdag som „caput jejunii“. Den skulde iagttages af alle og enhver, dog saaledes, at Brud paa Fastepligten i den første Uge var