belagt med ringere Bod end.i de følgende. Endelig kaldes den sexugentlige Faste særlig allra manna fasta (Borg. I Kap. 6; II Kap. 2; III Kap. 3). Forf. fremhæver, at 40-Dages Fasten ogsaa i Ecgberts Confessionale Kap. 37, S. 163, betegnes som „ân ofer eall folc“. Det maa imidlertid tilføies, at ogsaa den tydske Kirke kjender en aller manne Fasten og en aller manne Fastnacht i Modsætning til en Herren- eller Pfaffenfassnacht (Grotefend I S. 55–57). Forøvrigt har den norske Fastedisciplin mange Berøringspunkter med den engelske, medens der rigtignok samtidig ogsaa lader sig paapege nærmere Tilknytninger til den tydske og romerske. I ethvert Fald har det af sig selv forstaaelige Udtryk langafasta intet at gjøre med angels. lencten; der vel betegner enhver Qvadragesimalfaste, men især den før Paaske, og som svarer til vort tydske Ord „Lenz“. De to øvrige Qvadragesimalfaster, som andetsteds vare i Brug, nemlig den før Jul og den efter Pintse, komme, ligesom Tilfældet er med de i andre Lande opførte Høstfaster, i Norge kun i Betragtning som anvendbare paa den ægteskabelige Afholdenhed eller i den kirkelige Bodsdisciplin. Hvad dernæst angaar det ligeledes hidhørende Ord gagnföstur, d. e. „Modfaster“, saa betegnedes hermed dels de sidstnævnte Qvadragesimalfaster i deres Egenskab af Forberedelsestider for de paafølgende større Høitider, Julen, St. Hans og Mikkelsmesse, dels de to første Uger af den lange Faste som Forberedelsestid for denne. Betegnelsen selv er ellers intetsteds paaviselig, i England ligesaalidt som i Tydskland.
For det tredie er at nævne Qvatemberfasterne. De for dem brugelige Betegnelser imbrudagr, imbrudagavika, imbruvika, henvise til England, hvor Navnet lyder ymbrendæg, ymbrenwuce. Iagttagne blev Qvatemberfasterne
