imidlertid ligesaavel i Fastlandets Kirkesamfund som i det engelske. Dog var deres Observants ikke overalt den samme, indtil Pave Urban II i Aaret 1095 underkastede dem en ensartet Anordning. I de ældre norske Retsbøger finder man endnu kun Paabudet om, at der paa imbrudagar skal fastes (Borg. I Kap. 6; II Kap. 2; III Kap. 3) samt en Forskrift for Præsten om særskilt at forkynde dem (Borg. I Kap. 13; III Kap. 20), tildels ledsaget af den Bemærkning, at de vende tilbage fire Gange om Aaret (Eids. I Kap. 10 og 27; II Kap. 23). De Tider, paa hvilke de indtræffe, nævnes derimod ikke. De ældre islandske Retsbøger (Konungsb. Kap. 15, S. 33; Staðarhólsb. Kap. 32, S. 42, osv.) og ligesaa de af de yngre norske Kilder, der indeholde hidhørende Bestemmelser (Nyere Borg. Kr. Kap. 12; Nyere Gul. Kr. Kap. 20; Jons Kr. Kap. 27), følge Pave Urban II’s Forskrifter, saaledes som de ere optagne i c. 4 Dist. LXXVI. Hver Gang blev der fastet i tre Dage (Frost. III Kap. 20; Homilíubók, ed. Wisén, S. 35–36), uden at dog disse Dage i norske Kilder angives. Muligt er det altsaa, at Festdagene vare Onsdag, Fredag og Lørdag, som Ecgbert siger i sine Dialoger; men ligesaa muligt er det, at man bør tænke sig Onsdag, Torsdag og Lørdag ved Siden af den selvfølgelige Fredag Efter Grotefend (ed. 1 S. 32; ed. 2, I S. 160–61) skulde der virkelig fastes fra Onsdag til Lørdag, og ligeledes nævne Fritzner (II S. 206) og Fr. Brandt (II S. 362) som de paagjældende Dage Onsdag, Torsdag og Lørdag.
Til Slutning maa endnu mindes om de Vigiliefaster, som skulde iagttages forud for visse større Høitider, og hvorom allerede ovenfor under Omtalen af Festrækken er handlet. – Overhovedet ansaaes Fasternes Iagttagelse som noget saa væsentligt, at det allerede om Kong Haakon den gode udtrykkelig berettes, at han ikke
