Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/89

85

NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORIE.

alene ser feirede Søndagene og fastede paa Fredagene, men ogsaa med stor Iver søgte at indføre Overholdelsen af begge Dage i sit Rige (Heimskr. Haakon d. godes Saga, Kap. 15 og 17). – Forøvrigt faldt selve Fasten i flere forskjellige Grader efter Arten og Mængden af, hvad der kunde nydes. I Regelen gjaldt paa en Fastedag kun Kjødspise som forbudt. Saaledes indskjærper f. Ex. Gul. Kap. 20 for Fredagen blot at „varna við kiotvi“. Fisk og „hvítr matr“ eller lacticinia, d. e. Melk og Æggespiser, ansaaes følgelig forsaavidt for tilladte. Strengere var derimod den saakaldte þurrfasta, under hvilken der alene turde spises þurr matr, d. e. Vegetabilier og Fisk, men ikke Lacticinier (Konungsb. Kap. 17, S. 36; Staðarhólsb. Kap. 35, S. 45 o. fl.; jfr. ogs. Jons Kr. Kap. 25 og 28). Endnu strengere var den Faste, hvorunder man blot turde nyde Vand og Brød; den betegnedes med Ordene vatnfasta og at vatna. Paa visse Dage havde man kun Lov til at nyde et enkelt Maaltid (einmælis, einmælt), paa andre igjen kun to Maaltider (tvímælis, tvímælt). Begge Regler forekom ogsaa i andre Lande. Ligeledes svarede det for nogle Dage givne Paabud-om at faste indtil nón (Frost. II Kap. 31.) til den almenkirkelige Forskrift, at Fasterne skulde vare „a vespera ad vesperam“. Med Hensyn til Straffen gjordes der for de strengere Fastedages Vedkommende Forskjel mellem Nydelsen af Kjød og blot af hvid Mad (Eids. I Kap. 27; II Kap. 23–24; jfr. Jóns Kr. Kap. 28); men ved selve Straffeansættelsen gaa de forskjellige Retsbøger hver sin Vei og indtage baade ligeoverfor engelsk og tydsk Ret en selvstændig Holdning. Hvad endelig de Personer angaar, der vare forpligtede til at faste, gjaldt oprindelig den Sætning, at saadan Pligt paalaa alle friske Folk, som havde fyldt tolv Aar (Eids. I Kap. 27; II Kap. 23; Frost. II Kap. 32, 39, 41;