Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/9

. 5

NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORI

normanniske Erobring, en Tid altsaa, da frankiske Indflydelser allerede ere stærkt fremtrædende i Landet. Ogsaa Præsterne Theobrandus og Thermo eller Thangbrand og Thormod omhandles, men neppe paa rigtig Maade. Det er kun Thjodrek Munk, som giver dem de to første Navne, dog saaledes, at han ved Thermo tilføier: „quem illi materna lingva Þormoð appellabant“ (Kap. 12, S. 21), et Tillæg, som turde vise, at han vilkaarlig har latiniseret Navnenes Former. Derimod bruge Islæderne stedse Formerne Þormóðr og Þangbrandr, og navnlig findes de allerede begge hos Are i Henhold til de Beretninger, denne modtog af sin Pleiefader, Hall Thorarinssøn (død 1090), som selv erindrede, „at Þangbrandr scírþe hann þrévetran“ (i Aaret 999). Efter dette lader der sig neppe tvivle om Korrektheden af denne Form af Navnet, saameget mindre som ogsaa Historia Norvegiæ omtaler Thangbrandum presbyterum, medens den ikke nævner Thormod. Rigtigt er det vistnok, at Navnet Dankbrand ikke i Tydsk lader sig paavise; men vi have talrige med Dank- i første Stavelse sammensatte Navne, som f. Ex. Dankbald, Dankbert, Dankburg, Danktag, Dankfried, Dankhard, Dankhild, Dankmar, Dankrad o. fl., og da ogsaa -brand i anden Stavelse er ganske sædvanlig, sees Navnet at være fuldkommen regelret dannet. Paa den anden Side er det heller ikke let at indse, hvorledes Islænderne skulde være komne til denne Form, hvis Navnet Diotbrand havde foreligget dem, især da Navne som Thjodrek, Thjodolf, Thjodgerd, Thjodhild vare i fuld Brug. Men ere vi saaledes berettigede til at anse den islandske Tradition med Hensyn til Navnets Form for den sikkreste, maa den ogsaa blive at skjænke Tiltro i, at Dankbrand var fra Sachsen og ikke, som Thjodrek opgiver, fra Flandern. Til med Forf. at regne ham blandt