ligesaa Konungsb. Kap. 16, S. 35; Staðarhólsb. Kap. 33, S. 43, osv.). At nævnte Alder stemmer med den, der opgives i en angels. Homilie, tør jeg dog ikke lægge nogen Vægt paa, da der jo heri alene kommer tilsyne en Konsekvents af den almindelige Myndighedsalder, og denne i ældre engelsk og norsk-islandsk Ret tilfældigvis var den samme. Allerede i Frost. II Kap. 39 have andre Haandskrifter istedet indsat den senere norske Myndighedsalder, 15 Aar, og i Biskop Thorlaks Fastepaabud anføres den senere islandske, 16 Aar. I Jóns Kr. Kap. 27 er den romerske Myndighedsalder, 14 Aar, bleven den afgjørende, idet kun enkelte Haandskrifter have beholdt den ældre 12-Aarsalder. Nyere Borg. Kr. Kap. 12, nyere Gul. Kr. Kap. 20 og Biskop Arnes Kr. Kap. 30, S. 186, tale derimod kun om „fulltíða menn“ uden Angivelse af Aldersaar. Omvendt synes den almenkirkelige Bestemmelse, der forpligter til Afholdenhed fra det 7de og til streng Faste fra det 21de Aar af, først at være af meget sildigere Oprindelse.
Meget eiendommelig uddannet er Læren om de forbudne Spiser (S. 390–96); men heller ikke med Hensyn hertil synes Forf. at gaa dybt nok. Hvad der først falder i Øinene, er, at dette Emne i den islandske Ret behandles meget mere indgaaende end i den norske. Saaledes trækkes hist Grændsen mellem de som Fastespise gjældende Fiske og de andre Dyr, hvis Nydelse paa Fastedage er forbudt, paa en særegen Maade, idet Hvaler henregnes til Fiskene, hvorimod Hvalros og Sælhund ikke anerkjendes som Fastespise, og de Hvalarter, der gaa under Navnene hrosshvalr, náhvalr og rauðkembingr, opføres som fuldkommen uspiselige (Konungsb. Kap. 17, S. 36; jfr. Kap. 16, S. 34; Staðarhólsb. Kap. 35 og 32, S. 45 og 43, osv.). Ogsaa Kongespeilet betegner imidlertid de
