Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/91

87

NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORIE.

tre sidste Arter samt desuden svínhvalr og andhvalr som aldeles uspiselige (Kap. 12, S. 29 og 30–31) og angiver som Grund, at Kjødet af de to sidstnævnte saavelsom af náhvalr er skadeligt for Menneskene, og at de to andre. Arter ere menneskefiendske og nære sig af Menneskekjød. Desuden stadfæster dette Værk (Kap. 16, S. 41), at Hvalros og Sælhund gik for Kjødspise og ikke som Hvalerne for Fastespise, uagtet de ligesom Fiskene leve i Vandet, og de vel ogsaa betegnedes som Fiske. Forøvrigt tilføies det, at Hvalrossen af Grønlænderne regnes til Hvalerne, medens Værkets Forfatter selv mener at burde henføre den til Sælhundene. Denne Bemærkning viser, at Vanddyrenes Klassifikation, uagtet den foredrages under omtalen af Grønland, sker fra norsk Synspunkt, og ifølge dette var altsaa Klassifikationen i Norge og paa Island den samme. Videre gjaldt paa Island (Konungsb. Kap. 16, S. 34; Staðarhólsb. Kap. 32, S. 43) som tilladt Kjødet af Bjørne, saavel den brune som Isbjørnen, samt af stort Vildt, Hjort eller Rensdyr; desuden Kjød og Æg af Svømmefugle, Høns og Ryper, derimod ikke af Fugle med Rovklør, d. e. Rovfugle som Ørn, Falk, Høg og Ravn, naturligvis fordi disse nære sig af Aadsler. Ligesaa var Kjødet af Heste, Hunde, Katte, Ræve og Klodyr forbudt. Overtrædelse af Forbudet var belagt med Straf af Landsforvisning. At disse Bestemmelser i det mindste delvis stamme fra Norge, fremgaar af, at der nævnes Skovbjørne, Hjorte og Rensdyr; de sidste forekomme nemlig paa Island kun siden deres Indførelse i Slutningen af forrige Aarhundrede, og de første have dersteds aldrig havt Tilhold. Det er derfor i Modsætning hertil paafaldende, at de norske Retsbøger ikke alene mangle den hele Forklaring om Vanddyrene, men at de ogsaa med Hensyn til Landdyrene kun udtale, at man tør æde alle vilde