Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/92

88

K. MAURER.

Dyr saavelsom ogsaa alle Fiske og Fugle (Frost. II Kap. 42) eller alle Husdyr undtagen Heste, Hunde og Katte (Borg. I Kap. 5; II Kap. 2), eller endog indskrænke sig til blot at forbyde Hestekjød (Gul. Kap. 20). Allerede heraf lader det sig under Jævnførelse med, hvad der om den islandske Ret anførtes, slutte, at de norske Texter kun foreligge os i forkortet og omarbeidet Skikkelse. Herpaa tyder da ogsaa en Iagttagelse, der af Forf. paapeges. I umiddelbar Tilknytning til Forbudet mod Nydelse af Heste, Hunde og Katte udtaler nemlig Borg.loven, at man i yderste Hungersnød, naar man i fulde syv Dage ikke har smagt Mad, ogsaa har Lov til at spise Hunde og Katte. Hertil føies den Bemærkning: „heldr skal hann hund eta en hundr ete hann“. Denne Yttring gjenfindes i Eids. I Kap. 29, II Kap. 25, hvor den sættes i Forbindelse med de samme Undtagelsesspiser, til hvilke her desuden føies Hestekjød; derimod forudskikker denne Lov intet Forbud mod under almindelige Omstændigheder at nyde deslige Dyr. I Gul. Kap. 20 forekommer Sætningen „heldr skal hann hund eta, en hundr ete hann“ endog i en Sammenhæng, hvor den aldeles ikke hører hjemme. Den fremadskridende Fordærvelse af Texten lader sig saaledes tydelig forfølge. – Men ogsaa Nydelsen af Dyr, som i og for sig gjaldt som tilladte, kunde under visse Omstændigheder være forbudt. Borg. I Kap. 5 (i II Kap. 2 lemlæstet) udtaler først den Regel: „nu skulu menn hvatki eta sveita ne svidda“, og giver dernæst den Definition, at „þat heitir alt svidda, er sva verðr dautt, at eigi gange manns handaverk till“ (jfr. „nu skal þat allt eta ok nyta, er sva verðr dautt, at manns handaverk ganga till“). Den paafølgende Kasuistik viser imidlertid at denne Definition ikke er udtømmende. Bryder nemlig et Kreatur Halsen, medens det staar i Baasen, eller