Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/93

89

NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORIE.

kvæles det sammesteds af Klaven eller Fæstebaandet, findes det dødt i en Brønd, falder det ned fra en Bro, gaar det i en Fælde eller omkommer det paa usikker Is, drukner det under Svømning, slaaes det ihjel af Bjørn, bides det af Hund eller Ulv, eller anfaldes det af Horn eller Hov, saa kan Kjødet benyttes. Styrte Dyrene udfor Fjeld eller dræbes de ved, at Vinden kaster Trær over dem, kan Kjødet spises, hvis der er flydt Blod fra dem, men ikke, hvis de dø, uden at Blodet rinder. Ligeledes er det forbudt at spise Dyr, som ihjelslaaes af Lynild. I Tvivlsmaal skal man indhente Naboernes Raad, og Undtagelse fra Forbudet skal indtræde, naar en Mands eneste Ko bliver sviddauð. Paa samme Maade heder det i Eids. I Kap. 26, II Kap. 22: „Det er alt spiseligt, hvor Værk af Menneskehænder foreligger, hvad Klaven kvæler, eller som falder fra Broen, eller som omkommer med et kantrende Fartøi, eller som ledes ud paa usikker Is, eller som træffes af et faldende Træ, som en Mand skjærer eller lægger Ild i, eller som dør ved, at det staar fast i Bækken eller falder i en Brønd, det er alt spiseligt; alt er tilladt at spise, hvis Dødsaarsag er paa det rene (er syn er bane til); derimod er alt svidda, som Vansindsanfald dræber eller Lynet ihjelslaar, eller som angribes af en pludselig Sygdom; det er ikke spiseligt.“ Atter anderledes lyder Gul. Kap. 31. Stedet begynder med Ordene: „M ... it er oss kviðiat at eta“, og Forf. har (S. 393, Anm. 2, og S. 421) med S. Bugge’s og Kr. Kålund’s Hjælp paa overbevisende Maade fastslaaet, at der skal læses mortit, hvilket svarer til angels. myrten, d. e. morticinum. Som svidda betegnes imidlertid her ethvert Dyr, hvis Dødsaarsag ikke kjendes, hvorimod alle de Dyr gjælde for spiselige, der bides ihjel af Ulve, slaaes af Bjørne, bides af Hunde, drukne i flydende Vand, falde udfor Fjeld eller