Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/94

90

K. MAURER.

kvæles af Klaven, dog saaledes, at der forbeholdes en bestemt Behandling af det døde Kreatur eller tildels ogsaa en bestemt Ydelse til Kirken. Endelig heder det ganske I paa samme Maade i Frost. II Kap. 42, at man tør spise, hvad Bjørnen slaar, eller som falder udfor Fjeld; ligeledes naar et Kreatur stanger et andet ihjel, naar det kvæles i Baasen eller omkommer ved at kastreres, naar det bides af Hunde eller Ulve, drukner i Sø eller Ferskvand eller falder i Brønd. Fremdeles har man Lov til at æde Kalve, der have faaet Fodring i tre Dage, saavelsom Dyr, der falde i Myr eller Ur, samt alle de, hvis Dødsaarsag kjendes, forudsat at de ikke ere døde af Sygdom. Ogsaa den ældre islandske Ret har tilsvarende Bestemmelser (Konungsb. Kap. 16, S. 33–34; Staðarhólsb. Kap. 32 og 52, S. 42–43 og 60, osv.), og den kjender ligeledes Ordet svidda. For Spiselige gjælde her ikke alene alle de Husdyr, som slagtes, men ogsaa de, der omkomme paa anden Maade, naar man blot ved, hvorledes det gik for sig (ef maðr veit, hvat verðr), og det ikke er svidda, saaledes altsaa hvad der drukner i Vandet eller dræbes ved Sne- eller Stenskred eller i Storm osv. Ligeledes kunne Kalve spises, naar de ere blevne tre Dage gamle, ja endog tidligere, naar de kun have taget Næring til sig; i sidste Fald skal dog Femtedelen afgives til de fattige, og det samme gjælder alle ikke slagtede Dyr. Forøvrigt tør intet Dyr spises, som bevislig har dræbt et Menneske, og selv et Svin, som har fortæret Heste- eller endnu værre Menneskekjød, har man først Tilladelse til at spise efter længere Tids Forløb. Det antoges nemlig da, at det igjen havde udskilt den forbudte Næring. Ifølge Gul. Kap. 30 skal tillige Kvæg, hvormed der er bleven drevet Bestialitet, druknes og ikke spises. Endelig bestemmer Frost. II Kap. 42 og 43, at den Mad eller