Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/95

91

NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORIE.

Drikke, hvori der er faldt noget urent, først skal nydes, efterat den er bleven bestænket med Vievand og delt med de fattige, hvorhos den, der forsætlig maatte have fremkaldt Forurenselsen, belægges med Straf. Den sidste Bestemmelse gjenfindes atter i den islandske Ret (Konungsb. Kap. 16, S. 35; Staðarhólsb. Kap. 34, S. 44 osv.). Jævnfører man nu disse forskjellige Lovbud med hinanden, er det klart, at de alle pege tilbage paa et fælles Grundlag, der blot i de forskjellige Retsbøger er blevet omarbeidet paa ulige Maade. Det tør maaske formodes, at Kasuistikken, hvori Overensstemmelsen stærkest fremtræder, væsentlig har tilhørt dette Grundlag, medens de uheldige Konstruktionsforsøg først hidrøre fra en senere Tid, enten man nu derved har lagt Hovedvægten paa, om „manns handaverk“ forelaa, eller om „sýnn er bani til“, eller om Blod var flydt. Ligeledes tør det maaske formodes, at hint fælles Grundlag har tilhørt Olaf den helliges Lovgivning. Naar derimod Forf. strax vil henføre vedkommende Bestemmelser til engelske Kilder, saa mangler herfor ethvert Bevis. Af Terminologien lader sig intet slutte. Skjønt nemlig Betegnelsen mortit, der for Gul.loven er bleven gjort sandsynlig, kan være afledet af angels. myrten, saa kan den dog ligesaa godt stamme umiddelbart fra det latinske „morticinum“, og skjønt Betegnelsen af Blodet som sveiti erindrer om angels. swât, har man dog ved Siden heraf oldsaks. og oldfris. swêt samt oldhøit. sweiz. Ogsaa i middel- og nyhøitydsk bruges Udtrykket ligesaa vel om Blod som om „sudor“. Hvad endelig angaar svidda, saa findes dertil hverken i Angels. eller andetsteds nogen Parallel, ligesom Ordet ogsaa i Oldn. hidtil er uopklaret. Heller ikke beviser det af Forf. paaberaabte Indhold af det saakaldte Pønitentiale Theodori II 11 og Pønitentia1e Ecgberti XIII 4, 5 og 10 (hos Schmitz, Die Bussbücher und die Bussdisci-