Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/96

92

K. MAURER.

plin der Kirche, S. 544–45 og 584–85), jævnførte med Forskrifterne i de norsk-islandske Retsbøger, det allerringeste til Fordel for disse Forskrifters engelske Oprindelse. Først og fremst er nemlig at bemærke, at de to Sæt Kilder ikke ere fuldt ligeartede. De engelske tilhøre alene Kirkens indre Disciplin, hvorfor de ogsaa kun belægge overtrædelsen af sine Bud med Kirkebod. De nordiske tilhøre derimod den verdslige Ret og belægge derfor Anstød mod sine Sætninger med verdslige Straffe. Dertil kommer, at Bestemmelserne indbyrdes ere helt forskjellig affattede. De nordiske Kilders Kasuistik er langt-fyldigere end de engelskes, medens det omvendt kun er disse, der omtale Harer og Bier samt hvad der er „intinctum a familiari bestia“. For det tredie stride de to Kilderækker endog mod hinanden. Nydelsen af Hestekjød f. Ex. erklæres vistnok af Pseudo-Theodor som ikke sædvanlig, men dog ikke som forbudt, medens det i Norden straffedes paa det allerstrengeste som aldeles hedensk. Paa den anden Side tillade de nordiske Kilder udtrykkelig at spise Dyr, som rives ihjel af Rovdyr, medens Pseudo-Theodor ligesaa udtrykkelig forbyder dette. Maaske kan man med Forf. i den sidste Afvigelse se en Nordboerne af klog Eftergivenhed indvilget Formildelse af den strengere, engelske Disciplin; men for den førstanførte strækker en saadan Forklaring ialfald ikke til. Endelig er Ligheden – og dette er selve Hovedsagen – i samme Grad fremherskende mellem de nordiske og Fastlandets Forskrifter, som mellem hine og de engelske, hvad igjen ganske naturlig betinges deraf, at de alle hvile paa den almene Kirkes fælles Disciplin. De jødiske Spiseforbud anerkjendes som bekjendt ogsaa i det nye Testamente i det mindste forsaavidt, at der ogsaa her kræves Afholdelse fra Blod og det kvalte (πνικτοῦ καὶ του ἁιματοσ, ἁιματοσ