καὶ πνικτῶν, Apost. Gjern. 15. 20 og 29). Heri finder det
sin Forklaring, at hidhørende Bestemmelser have trængt ind
i de forskjelligste Kildekredse. Dog ere disse atter i meget
og mangt indbyrdes afvigende, idet de dels ere udgaaede fra
ulige Forarbeider, dels aabne et vist Spillerum saavel for
lokale Sædvaner og Behov som for individuelle Betragtningsmaader.
Saaledes indeholde f. Ex. en irsk Canonsamling
fra Slutningen af det 7de eller Begyndelsen af det 8de Aarh.
flere hidhørende Forskrifter[1], der dog for største Delen ere
strengere end de nordiske Retsbøgers, og det samme
gjælder en Række andre irske og oldbritiske Bodsordninger,
der findes aftrykte hos Wasserschleben, Die Bussordnungen
der abendländischen Kirche (1851)[2]. Ogsaa de
Bodsbøger, som af Schmitz ere sammenfattede under Betegnelsen
den romerske Gruppe, indeholde lignende Bestemmelser[3],
og det samme er Tilfældet med hans Bodsbøger
af blandet Indhold, altsaa de frankiske Bodsordninger[4].
Derimod behøve vi her ikke at gaa ind paa
det indviklede Stridsspørgsmaal, om én bestemt Gruppe
af saadanne virkelig, som Schmitz vil, lader sig udskille
- ↑ Wasserschleben, Die irische Kanonensammlung (1874), LIII Kap. 3; LIV Kap. 1, 6–14.
- ↑ Pønitentiale Gildæ, Præf. § 13. S. 106; Canones Adomnani, Kap. 1–14, S. 120–22; Kap. 17–20, S. 122–23; Canones Hibernenses, I Kap. 12–20, S. 137–38.
- ↑ Se saaledes Pønitentiale Valicellanum I Kap.–91, S. 314; Kap. 93–94, S. 317; Kap. 96–98, S. 318–20; Valicell. II Kap. 64–68, S. 380; Kap. 70–71, S. 382; Casinense, Kap. 81–86, S. 415; Romanum, Kap. 44, S. 480 og 488.
- ↑ Pønitentia1e Cummeani Kap. 1, § 14–32, S. 616–18; Capitula judiciorum, Kap. 23 § 1–3, S. 668–69; Pønitentiale Parisiense, Kap. 77, S. 689; Kap. 79–85, S. 690; Kap. 87–89, S. 690–91; Merseburgense, Kap. 84–86, 119–20, 143, 149–51 (hos Wasserschleben, S. 400, 403, 405 og 406; Bigotianum, Kap. 5, § 4–12 (sammesteds S. 446–47).
