og henføre til romersk Oprindelse, eller om det ikke heller med Wasserschleben, Dove, Löning o. fl. bør antages, at ogsaa de herhen regnede Bodsbøger ere af engelsk og frankisk Herkomst og kun have faaet det oftere anførte Navn af „Pønitentiale Romanum“, fordi man deri troede at se den occidentalske Kirkes almindelige Ret i Modsætning til de lokale Observantser hos Irer; Skotter, Græker osv. Gyldigheden inden Frankerriget er nemlig for de nævnte Bodsordningers Vedkommende ligesaa sikkert fastslaaet som for hine andres, der bære Beda’s, Theodor’s og Ecgbert’s Navne, og da ogsaa tilsvarende Bestemmelser indeholdes i endnu yngre Værker, der aldeles utvivlsomt ere af frankisk Oprindelse, som f. Ex. den 915 afdøde Regino af Prüm’s Værk „De synodalibus causis et disciplinis ecclesiasticis“ II Kap. 376–78 og 443 (ed. Wasserschleben, S. 358–59 og 388), og den 1025 afdøde Burchard af Worms’s „Corrector“, Kap. 116–19 og 230–31 (hos Wasserschleben, Bussordnungen, S. 654–55 og 677), saa kan der ikke herske nogen Tvivl om, at den tydske Kirke ligesaa godt som den engelske kunde have indvirket paa den nordiske Disciplin i dette Punkt.
Under Omtalen af Almisserne (S. 396–403) er det ikke undgaaet Forf., at den oldn. Betegnelse almusa, ölmusa, ligesaavel kan være hentet fra lat. eleemosyna, som fra angels. ælmesse, ælmysse, jeg tilføier: eller som fra oldsaks. alamôsna, oldfris. ielmisse og oldhøit. alamuosan. Bortseet fra Terminologien blive imidlertid kun Bestemmelserne i Frost. II Kap. 32–33 Gjenstand for hans Behandling. I Kap. 32 foreskrives først, at enhver, der har fyldt tolv Aar, skal faste Aftenerne før Marias Himmelfart og Allehelgensdag paa Brød og Salt „til árs ok friðar ok til heilsu öllum mönnum“. De Føde-
