Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/99

95

NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORIE.

midler, som Bønderne og deres Hustruer paa Grund af dette Fastepaabud ikke tør nyde, skulle imidlertid paa selve Festdagen gives til de fattige. Idet Lovstedet derpaa videre fastsætter, naar og hvor Maden skal afleveres, og hvorledes den skal fordeles blandt de fattige, fremgaar det ogsaa, at Forskriften ligesaavel gjaldt den enslige Mand som de egentlige Bønder. I Kap. 33 følger dernæst nogle lignende Bud. Paa Pintsedag og ligesaa paa St. Hansdag skal hver Bonde og Bondekone give „sinn leif ok sufl a“, d. e. en Leiv Brød med Tilbid, den enslige Mand derimod en Penning. Desuden skal hver Bonde ved Mikkelsmesse give en korndeild, en fuld Bonde en skeppa, en einvirki, enten han er Præst eller Lægmand, en halv skeppa og en einleypr maðr en Penning. Denne Ydelse kaldes udtrykkelig Almisse, og da det siges, at enhver enten skal give eller modtage den, er det klart, at den skulde uddeles til de fattige. Endelig tilføies det ogsaa, at den samme Bod, som var foreskreven for at unddrage sig den her omtalte Pligt, ligeledes skulde anvendes, naar man unddrog sig for at udrede Ólafskorn, eller som en variant udtrykker det, „korndeild hins heilaga Olafs konungs“. Det er paatageligt, at det ved alle disse Ydelser gjælder Almisser, som kun efter Gjenstand og Udredselstid vare ordnede paa forskjellig Vis, og som desuden dels stod, dels ikke stod i Forbindelse med en Faste. Angaaende den med Fasten forud for . Allehelgensdag forbundne Gave henviser Forf. med Føie til den Parallel, som den islandske Ret (Konungsb. Kap. 13, S. 31; Staðarhólsb. Kap. 28, S. 39–40, osv.) i saa Henseende byder. Ogsaa forøvrigt kjender denne matgjafir. Navnlig forordner den, at de paa to Qvatemberaftener indsparede Maaltider skulle fordeles blandt de fattige (jfr. min Bog „Island“, S. 292–93). Naar deri-