neral-major og chef for det slesvigske infanteri-regiment og
senere i nogle år var vicestatholder i Norge. Indtoget synes
at have været meget höjtideligt, og hvis mængden af de
kanonskud, hvormed Kristiania borgerskab hilsede de to hessiske
prinser velkomne, skulde afgive en pålidelig målestok
for dets fölelser for dem og kongehuset, havde de al mulig
grund til at föle sig tilfredse med en sådan modtagelse. Der
var på Björviken udlagt et Skib, som saluterede med 27
skud, da de höje rejsende såes i Ekebergbakken, med 27,
da de passerede Vaterlands bro, og atter med 27, da de
stege af i det for dem bestemte kvarter, Bernt Ankers gård,
det senere palæ, altsammen, som det heder i „Intelligens-sedlerne“
for 4 Juni, „for underdanigst at bevidne denne
landets store general og vores allernådigste konges höje
svoger den glæde, enhver retskaffen borger fölede ved at se
ham med sön på dette sted“. Fra Akershus blev derimod
kun fyret ni skud.
Mellem den skare, som modtog prinserne, da de stege ud af vognen, var også Martinau, der blev forestillet af Scheel[1] og fandt prins Karl meget forekommende. Dette var også nokså rimeligt ovenpå al den höflighed, som Gustav III netop kort i forvejen havde fundet det hensigtsmæssigt at vise den överstbefalende over de norske tropper, da han på sin rejse til Norge passerede gennem Sverige. Kongens egen broder, hertug Karl af Södermannland, havde indfundet sig i Göteborg for at komplimentere de to prinser, og ligeledes lod Gustav III også kammerjunker Borgenstjerna led-
- ↑ Kort i forvejen var forholdet mellem Martinau og Scheel alt andet end godt. I et brev af 26 April taler M. således meget hånlig om stiftamtmanden, der prèche partout une ridicule défiance du commerce de ma personne. Pour faire le héros, il attaque les moulins à vent.
