plads i sin hær under felttoget mod Rusland. Prins Karl viste denne skrivelse for Martinau, omtalte Gustav III på en måde, der bragte Martinau til at kalde ham dennes „ærbödige og sande ven“, og forsikrede fremfor alt om sin glæde over det tilbud, der var gjort hans sön, som han dog, naturligvis til dennes store sorg, fandt at matte afslå, dels af hensyn til hans svagelige helbred, dels på grund af omstændighederne. Gustav III havde vel heller ikke ventet at få se Frederik af Hessen i svensk tjeneste; men Martinau slap ikke dette forslag, da han deri troede at se et bevis på, at hans konge var forvisset om den danske regerings venskabelige holdning, og gjorde sig derfor al umage for under sine sammenkomster med prins Karl at bibringe ham en lignende opfatning. Men det lykkedes ham ikke, og alt, som kom ud deraf, var, at prinsen selv udtalte sin personlige agtelse for Gustav III og beroligede Martinau i henseende til det rygte, som var kommet ud om, at der i Köbenhavn udrustedes ti linjeskibe. Han gav endog den svenske agent sit æresord på, at han med sikkerhed vidste, at den flåde, som var under udrustning, ikke talte mere end seks linjeskibe og et dertil svarende antal fregatter[1]. Efter hvad Martinau berettede i sine breve til Gustav III, var prinsen meget åben mod ham, navnlig efter at han under sit ophold i Kristiania havde modtaget en kurer. Det lod på hans udtalelser, som om han antog, at han vilde blive en længere tid i Norge, måske endog hele den næste vinter, hvilket Martinau dog ikke betragtede som nogen lovende udsigt for sin kon-
- ↑ Smlgn. Fersens historiska skrifter, VI1, 33. – Forskellige detaljer om prins Karls ophold i Kristiania og om festlighederne på Bogstad og andre steder hos Mummsen, s. 39. Denne udtaler sig også i meget anerkendende ord om stiftamtmanden og hans frue.
