Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/122

Denne siden er ikke korrekturlest
118
YNGVAR NIELSEN.

serne, af hoffet og af staden. Samtidig afsendte kronprinsen en lignende ambassade til Finland, bestående af oberst Mansbach og general-adjutant Bielefeldt, en talentfuld yngre artilleri-officer, der ansåes for at være en ivrig tilhænger af alliansen med Sverige[1]. Da Duvall havde en så höj rang, måtte man også skaffe den norske afsending en omtrent tilsvarende, og derfor skal Mansbach nu udenfor sin tur være bleven general-major, ligesom hans tre formænd som oberst også fik samme grad (par ricochet.) Denne var vistnok under den, som det svenske sendebud havde; men da der – efter Martinaus udsagn – ikke i hæren skulde findes en eneste, der var kvalificeret til at blive general-löjtnant, måtte man nöjes med at sende en general-major.

Da prinserne vare rejste til Trondhjem, i hvis nærhed der også var samlet en lejr på 6000 mand, begyndte Martinau for förste gang at få mistanke om, at udsigterne ikke vare så fredelige, som han tidligere havde antaget. Det i Kristiania stationerede artilleri, som havde været i lejren ved Frederikstad, blev fremdeles, efterat denne var oplöst, liggende i grænse-distrikterne, som det hed sig, for at exercere det nationale artilleri, hvilket forekom ham noget påfaldende,

  1. Smlgn. E. Holm, anf. st. 55 (23). Martinau siger om Bielefeldt, at han var den samme, „qui leve le plan du camp de Votre Majesté en Scanie 1786 avec des remarques et sur quoi Mr. le général de Toll pourra donner des éclaircissements.“ Videre siger ham „Il est neveu du rigide commandant de Frederikshald, plus jaloux de montrer sa forteresse, qu’un Turc son sérail.“ Hvad Mansbach angår, da omtaler han ham som en tysk lykkejæger, der dog hverken manglede begavelse eller militær indsigt, – og som nærmest var kommen frem som kreatur af prins Karl. (Smlgn. s. 92 note 2). Familien er også hessisk, fra godset Mansbach. Da Mansbach kom tilbage fra Sverige, henrykt over den modtagelse, han her havde fundet, skrev Martinau 9 August: „C’est un hemme aimable, avec une langue, tantôt dorée, tantôt de vipère.“ Mansbachs anciennetet regnedes fra 4 Juli.