Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/128

Denne siden er ikke korrekturlest

124

YNGVAR NIELSEN.

om oplösning af foreningen med Danmark, og selv om nogen havde gået til en sådan yderlighed, vilde han dog ikke under de daværende forhold have kunnet göre regning på mange proselyter. Den hele lejligheds-literatur var i sin form yderst lojal og viser, at nogen egentlige omvæltnings-tanker ikke kunne have rört sig hos disse forfattere. Alligevel er der nok af ytringer, som vise, at man ikke fölte sig tilfreds med den stilling, hvori fædrelandet var bragt, men önskede at opnå en större selvstændighed.^[1]

Efterat först en dansk mand, Tyge Rothe, ved sit skrift „Danmarks og Norges fordringer til hinanden i anledning af kronprinsens rejse til Norge“ havde benyttet leiligheden til at udtale de önsker for Norge, som derved kunde frembyde sig, udgav sognepresten på Eker, professor Hans Ström, et lidet skrift på seksten sider, som han kaldte „En Normands fordringer til sine landsmænd ved anledning af

↑ Et skrift, der giver et ganske godt indblik i disse tidens stemninger, er „Grundtegning af den fornuftige norske patriotisme“, hvis forfatter var sorenskriver Hans Arentz i Söndfjord (Bergen 1787). Der göres i dette med megen omstændelighed opmærksom på, at rigernes inderlige forbindelse ikke gjorde nogen indskrænkning i det norske folks særstilling: „Ethvert af disse folkeslag har og beholder, foreningen uagtet, sit særskilte fædreneland for sig, som formål for dets udi egentlig forstand tagne patriotisme, hvilken, som en naturdrift betragtet, nödvendig må udi et dansk hjerte hælde til det danske land og folk, og udi et norsk hjerte ligeledes til det norske land og folk“. Forf. holdt også på, at man ligsaa godt kunde anse Norge som Danmark „for vores fælles konges og kongelige families virkelige fædreland. – – – – Vores fælles enevolds arvekonge med sin familie, som naturligen nedstigende fra Kong Frederik den tredie, bliver altså altid formedelst sin födsel naturligvis ligeså vel norsk, som dansk, og Norge ligeså vel et virkeligt fædreland for samme, som Danmark tillige, i henseende til födsels-stedet, er det“. Forresten gik denne patriots fordringer ud på et eget norsk universitet, bank-kontorer i stiftsstæderne, næringsvejenes opmuntring o. s. v.

[1] Et skrift, der giver et ganske godt indblik i disse tidens stemninger, er „Grundtegning af den fornuftige norske patriotisme“, hvis forfatter var sorenskriver Hans Arentz i Söndfjord (Bergen 1787). Der göres i dette med megen omstændelighed opmærksom på, at rigernes inderlige forbindelse ikke gjorde nogen indskrænkning i det norske folks særstilling: „Ethvert af disse folkeslag har og beholder, foreningen uagtet, sit særskilte fædreneland for sig, som formål for dets udi egentlig forstand tagne patriotisme, hvilken, som en naturdrift betragtet, nödvendig må udi et dansk hjerte hælde til det danske land og folk, og udi et norsk hjerte ligeledes til det norske land og folk“. Forf. holdt også på, at man ligsaa godt kunde anse Norge som Danmark „for vores fælles konges og kongelige families virkelige fædreland. – – – – Vores fælles enevolds arvekonge med sin familie, som naturligen nedstigende fra Kong Frederik den tredie, bliver altså altid formedelst sin födsel naturligvis ligeså vel norsk, som dansk, og Norge ligeså vel et virkeligt fædreland for samme, som Danmark tillige, i henseende til födsels-stedet, er det“. Forresten gik denne patriots fordringer ud på et eget norsk universitet, bank-kontorer i stiftsstæderne, næringsvejenes opmuntring o. s. v.

[1]