Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/139

Denne siden er ikke korrekturlest
135
GUSTAV IIIs NORSKE POLITIK.

også aldeles ugrundede beskyldninger mod denne regerings chef[1]. Grev Bernstorf havde aldrig forsögt st kaste noget slör over de forpligtelser, som bandt den dansk-norske regering til den russiske, om han også i nogen tid selv havde været hildet i en fejlagtig opfatning af Gustav IIIs hensigter og troet at kunne håbe på muligheden af st undgå en kollision, der vilde tvinge hans konge til at deltage i kampen. Gustav III havde selv levet sig ind i de illusioner, som havde hindret ham fra at se klart på forholdene, og han havde stolet for meget på sin egen og sit diplomatis evne til at vinde den dansk-norske regering. Derfor blev han nu skuffet. Men den voksende fare gav denne gådefulde personlighed anledning til at udvikle hele sin sjæls energi og optræde på en måde, som måtte fratvinge selv hans modstandere en beundring, der overgik den, hvoraf hans smigreres indberetninger plejede at strömme over. Der fremböd sig nu en situation, som i al sin truende virkelighed gav ham anledning til at vise sine talenter og sin personligheds tryllekraft i det mest glimrende lys og lod ham vise, hvad han formåede. Han optog på én gang kampen med to udvortes fiender og mod misfornöjelsen i det indre, idet han appellerede til det svenske folks kærlighed til det fædreland, som nu virkelig truedes af et fiendtligt angreb.

  1. Uagtet disse bleve ualmindelig udbredte og troede, er dog også den modsatte opfatning allerede forlængst fremholdt af svenske forfattere. Smlgn. således P. A. Granberg, Göteborgs historia och beskrifning, I, 68 flg., hvor det bl. a. heder: „Man bör nokså göra hofvet i Köpenhamn den rätvisan, att det aldrig sökte dölja sina tænkesätt. – – – – Danska kabinettet underrättade genast det svenska, at det ämnade uppfylla den med Ryssland 1773 slutne traktat och lemna åt detta rike att sjelf bestämma, från hvad punkt de utlofvade hjelptropparne skalle börja sina operationer“. Denne forfatter påberåber sig som hjemmel for disse sine udtalelser netop friherre d’Albedyhlls brevveksling med grev Bernstorf.