Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/140

Denne siden er ikke korrekturlest
136
YNGVAR NIELSEN.


I Gustav IIIs brevveksling med sin fortrolige ven rigsdrotseten, grev Wachtmeister findes der flere udtalelser fra ham om hans stilling til den dansk-norske regering, der vise, at han endnu på denne tid, da han havde fast öjnene fuldstændig åbne for situationens beskaffenhed, nærede håb om at kunne ad underhandlingernes vej „holde det danske ministerium tilbage“. Endnu ud i August 1788 var han usikker, om han skulde samle tropper til at beskytte grænsen mod Norge, da han dels frygtede for, at disse vilde koste for meget, og dels, „fordi de ville forblive uvirksomme, og det er den farligste ting for stemningen hos Svenskerne[1]. Men uagtet alle sine betænkeligheder og sit håb om at kunne undgå et angreb i ryggen, anså han det dog, som han ligefrem udtalte for grev Wachtmeister, for meget gavnligt at opvække nationalhadet og lade byernes köbmænd lære at forstå de fordele, som kunde tilflyde dem under en krig med Danmark og Norge gennem kaperier i sammenligning med en krig, der alene förtes mod Rusland, da dette ikke havde nogen handelsflåde. Da der kort efter kom fornyede underretninger af foruroligende indhold – måske Martinaus brev fra Moss af 2 August – begyndte Gustav III at tage under overvejelse, hvilke foranstaltninger der matte tages til at beskytte Sverige. Der var nemlig her foruden garnisonerne i Stockholm og Göteborg ikke andet infanteri end Skaraborgs regiment, en bataljon af Nerikes og en af Vermlands regiment. Disse måtte tilligemed Bohusläns dragoner anvendes til at forsvare grænsen mod Norge; hvis ikke de vare der, kunde nemlig den norske hær efter Gustav IIIs egen erklæring have marscheret lige til Stockholm uden at stöde på en regulær soldat.

  1. Gustaf IIIs bref till grefve Wachtmeister, s. 25, smlgn. ovenfor s. 97, note.