Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/141

Denne siden er ikke korrekturlest
137
GUSTAV IIIs NORSKE POLITIK.


Gustav III var også på det rene med, at den danske regering ved denne lejlighed vilde fremstille sin optræden som udelukkende rettet mod ham personlig og ikke mod hans rige. Der var i virkeligheden ikke noget i de danske regerings-depescher, som tydede på, at nationalhad havde nogen andel i Danmarks beslutning om at komme Rusland til hjælp: det var alene kongen, hvem man frygtede og hadede, som den, der i hele sin regeringstid havde virket for at få det dansk-norske monarki oplöst, medens man i regerings-kredsene i Köbenhavn hengav sig til illusioner om; at i det mindste et stort parti i Sverige betragtede ham med den samme uvilje. Dette var ganske sikkert en fuldstændig misforståelse og kan kun forklares som en fölge af den ensidighed, hvormed man altid i Danmark havde betragtet forholdene i Sverige; men det var dog så, at den danske regering aldeles savnede blik for Gustav IIIs evne til at anslå nationale strenge og for den daværende russiske krigs betydning for det svenske folk[1]. Imidlertid havde denne fejlagtige betragtningsmåde dog ialfald en fordel, idet regeringen i Köbenhavn nu ikke fandt nogen grund til at ophidse sine undersåtters nationalhad imod nabofolket, men lod dem blive uforstyrrede i sin opfatning af „de brave svenske“ og den „agtværdige svenske nation“. Således havde vistnok også den ellers alt andet end klartseende Martinau ret i at skildre stemningen inden de kredse, hvortil han havde adgang i Kristiania, som meget velvillig imod Sverige, noget, som uneg-

  1. E. Holm, anf. st. s. 33 flg. Denne Forf. ytrer bl. a.: „Blindheden kunde ikke være större; der lader sig kun sige til dens undskyldning, at den ikke overgik den, Gustav selv viste med hensyn til Norge, idet han mente, at folket der önskede en tilintetgörelse af forbindelsen med Danmark, og at det med glæde vilde hilse ham selv som befrier, når han frelste det for det danske åg“.